Den østeuropæiske succeshistorie

Her fra årsskiftet bliver Rumænien og Bulgarien optaget i den europæiske fold - som EUs 26. og 27. medlem. I modsætning til den store østudvidelse i 2004 har den nye runde ikke påkaldt sig den helt store opmærksomhed - såvel medierne som den menige vesteuropæer lider tydeligvis af en vis metaltræthed. Det er en skam. For de to Balkan-lande fuldender det seneste halvandet årtis store østeuropæiske succeshistorie. Og det er nok et tilbageblik værd.

Enhver historie skal begynde et sted, og denne her begynder i den transsylvanske by Targu Mures den 15. marts 1990, få måneder efter Nicolae Ceaucescus fald. Targu Mures er - ganske som resten af Transsylvanien - en del af Rumænien. Men næsten halvdelen af byens indbyggere tilhører landets betydelige ungarske mindretal. Og hin martsdag for knap 17 år siden fejrede ungarerne udbruddet af den store revolution i 1848. Revolutionen er lidt af en ligtorn for rumænerne, for den banede vejen for en menneskealders brutal 'magyariseringspolitik' i Transsylvanien. Gammelt fjendskab forgår som bekendt ikke så let, og knap en uge senere, den 19.-20. marts 1990, stødte rumænere og ungarere sammen i Targu Mures' gader. Optøjerne kostede mindst fem døde og adskillige sårede.

For at gøre ondt værre valgte regeringen i Bukarest resolut side i konflikten. Præsident Ion Iliescu udsendte en erklæring om urolighederne, hvori han anklagede Targu Mures' etniske ungarere for at udfordre nationens 'organiske' enhed. Serbiens Slobodan Milosevic kunne ikke have sagt det bedre, og det var da også ganske populært at drage netop denne sammenligning. For Rumænien syntes i de tidlige 1990ere at holde støt kurs imod et jugoslavisk scenarium, med alt hvad dertil hører af national overbudspolitik og økonomisk uansvarlighed.

Det interessante ved den lille beretning er, at urolighederne i Targu Mures ikke kom bag på samtidens politiske iagttagere. Vi har haft en tendens til at glemme det, men da kommunismen i 1989-1991 blev henvist til historiens skraldespand, var forhåbningerne til Central- og Østeuropas fremtid ret beskedne, i hvert fald hos de vestlige iagttagere.

Når man her halvandet årti senere genlæser de tidlige 1990eres politiske analyser, så bliver man - med nogle få undtagelser - slået over, hvor negativ tonen er. Kommunismens isvinter havde, var præmissen, efterladt gold jord for de demokratiske spirer. Østeuropa ville snarere træde i Sydamerikas fodspor end genskabe sig i et vestligt billede, lød den tilhørende forudsigelse; en blanding af politisk nationalisme og økonomisk populisme lå med andre ord i kortene.

Men virkeligheden har det med at komme bag på politologerne, og sådan skulle det også gå denne gang. 17 år er der gået, siden omvæltningerne begyndte, og i skrivende stund er samtlige central- og østeuropæiske lande liberale demokratier. Alt ånder måske ikke fred og fordragelighed mellem de forskellige etniske befolkningsgrupper, specielt sigøjnerne er fortsat ildesete, men vi har ikke set én eneste genopførelse af den jugoslaviske tragedie. Også på det økonomiske område er der plads til begejstring. Med vækstrater om og ved de ti procent udgør de tre baltiske lande det tætteste, et slumrende Europa kommer påøkonomiske tigre - og Tjekkiet, Slovakiet, Polen og Slovenien har ligeledes mere blus under kedlerne end de 15 gamle EU-lande.

Men hæver vi blikket og skuer længere mod øst, så er de tidlige 1990eres pessimisme alligevel kommet til sin ret. I det forhenværende Sovjetunionen - de baltiske dukse fraregnet - finder vi i skrivende stund ingen egentlige demokratier. Lande som Georgien, Moldova og Ukraine er ganske vist tæt på den demokratiske kategori, men det sidste mangler stadig.

En dagsrejse længere mod øst, i de fem centralasiatiske republikker, står menuen ligefrem på hårdkogt diktatur. Stundom henleder den centralasiatiske virkelighed tanken på 1950ernes absurde teater. I Turkmenistan har den netop afdøde præsident Saparmurat Nijasov - bedre kendt som Turkmenbashi, 'turkmenernes fører'- eksempelvis opkaldt et par ugedage efter medlemmer af sin egen familie og opstillet en guldstatue af sig selv, der roterer, så solens lys altid rammer dens ansigt.

Situationen er mindre outreret, men ikke mindre udemokratisk i Aleksandr Lukasjenkos Hviderusland, og også Rusland har under Vladimir Putin omfavnet autokratiet. De sovjetiske arvtagerstaters genvordigheder understreger blot, hvor imponerende Central- og Østeuropas udvikling har været. Det efterlader så spørgsmålet: Hvordan kan være, at de ti central- og østeuropæiske lande har klaret sig så flot, økonomisk såvel som politisk?

Nøglen til Central- og Østeuropas succes skal søges i krydsfeltet mellem indenlandsk disciplin og tilstedeværelsen af et europæisk anker. Når lande som Tjekkiet, Polen, Ungarn, Slovenien, Estland, Letland og Litauen i første omgang tog iagttagerne på sengen, så skyldtes det frem for alt befolkningernes tålmodighed. I de tidlige 1990ere var central- og østeuropæerne simpelthen villige til at sluge en stor pille på reformfronten. Det er værd at erindre, at de nævnte landes bruttonationalprodukt i denne periode faldt med op imod en tredjedel - en økonomisk krise, der får 1930ernes Store Depression til at blegne. Det er yderst bemærkelsesværdigt, at den menige tjekke, polak, ungarer, slovener og balter ikke blinkede i denne situation.

Men en sådan offervilje hører alene omvæltningsperioder til. Siden midten af 1990erne synes sagtmodigheden da også at være sprunget af en anden kilde: af ønsket om at blive lukket ind i den europæiske fold. Betydningen af den europæiske forankring er let at fåøje på. Det er ikke noget tilfælde, at jeg kun nævnte syv central- og østeuropæiske lande ovenfor. Slovakiet, Rumænien og (til dels) Bulgarien fraveg nemlig dydens smalle sti i årene efter kommunismens sammenbrud. Vladimir Meciar i Slovakiet og Ion Iliescu i Rumænien står som de fremmeste østeuropæiske eksempler påøkonomiske populister med autokratiske tilbøjeligheder - og de to lande fik af samme grund et blakket ry i Vesteuropa.

Men EU-optagelsesforhandlingerne reddede tilsyneladende klassens uvorne elever fra at drukne i deres egen ustadighed. Såvel vælgerne som den politiske elite accepterede fortsatte økonomiske reformer - samt indrømmelser til minoriteter og plads til politisk dissens - for at nå det forjættede land: den Europæiske Union. Den 1. maj 2004 blev otte lande lukket ind i varmen, og det store østprojekt står som EUs eneste virkelige udenrigspolitiske solstrålehistorie i det seneste årti.

Her per 1. januar 2007 er det så Rumæniens og Bulgariens tur. I den anledning er der grund til at kippe med flaget, for kun få havde for bare ti år siden troet, at Rumænien og Bulgarien i 2007 ville være stabile demokratier i en god økonomisk gænge. Lad mig derfor benytte lejligheden til at slutte, hvor jeg begyndte - i Rumænien for 17 år siden. Konflikterne mellem ungarere og rumænere var ikke ene om at koste dødsofre i 1990. Få måneder efter gadekampene i Targu Mures demonstrerede store grupper af studerende i Bukarest. Protesterne var rettet imod præsident Iliescus Fronten til Nationens Frelse, og politisk opposition var nu engang ikke Iliescus kop te. Han opfordrede derfor offentligt landets minearbejdere til at komme til Bukarest og fjerne de demonstrerende 'hooligans'. Ledere i Fronten sørgede sandsynligvis også for bustransporten til hovedstaden. Bevæbnet med jernstænger gik minearbejderne løs på de forsvarsløse studerende. I to dage hærgede de byen, og snesevis af studerende blev tæsket ihjel. Da minearbejderne skulle forlade hovedstaden, mødte Iliescu op for at takke dem.

Næppe mange kan i dag huske Iliescus slyngelstreger - og det er sigende. For beretningen om de tidlige 1990eres rumænske trængsler hører på alle områder et andet århundrede til. Den østeuropæiske succes­historie har for længst fortrængt de tidligere 1990eres dystre scenarier. Og heldigvis for det.