I lighed med de seneste godt 20 år har jeg igen i år brugt sommerferien på at tage med på Feriekolonien Naboen i Svaneke på Bornholm, som ejes og drives af Københavns Lærerforening. Jeg har officielt været ansat som køkkenassistent, men da vi, som gennem årene har været fast del af voksenteamet, både deltager i det praktiske og det pædagogiske arbejde, giver stillingsbetegnelsen ingen mening. Jeg laver mad til 36 børn og ti voksne om dagen og synger med børnene om aftenen. Ind imellem renser jeg skrabede knæ, tjekker for lus og skælder ud, når ungerne løber uden for på strømpesokker.
Alle skolesøgende børn i Københavns Kommune kan søge om at komme med på feriekoloni i et par uger på en af lærerforeningens kolonier. Det koster forsvindende lidt i forhold til de reelle udgifter for et barn at komme med, og vi har aldrig afvist et barn ved bussen eller færgen, fordi forældrene havde glemt at betale.
Et koloniophold er et rigtig godt tilbud om at komme ud af byen og få lys, luft og vand - ikke mindst for de børn, som ellers ikke ville have feriemulighed. Dem har der altid været nogle stykker af, selvom de fleste børn, vi har haft med, har været ganske almindelige københavnerbørn, for hvem et koloniophold kan give oplevelser med kammeraterne i den del af skolesommerferien, hvor forældrene er på arbejde. Ikke desto mindre er det især de svageste børn, som vi traditionelt fokuserer mest på, fordi et koloniophold kan vise sig at være lige netop dét pusterum, som klarer et barn gennem en udsat hverdag derhjemme.
De børn, for hvem et koloniophold er eneste feriemulighed, og som udgør den mest udsatte gruppe, har imidlertid ændret sig markant siden jeg i 1984 første gang tog af sted på koloni. Faktisk så meget, at vi nu er begyndt at spørge hinanden, om et koloniophold har samme positive effekt på nutidens svage børn, eller om der skal anderledes tiltag til.
Hvor vi for 20, 15 eller bare ti år siden med det samme kunne se, hvilke børn, der kom fra hjem med et lille eller intet overskud, så er det først efter et par dages samvær med børnene, at vi i dag kan se, hvem der er i marginalpositioner. I »gamle dage« kunne børn møde op ved færgen med en nettopose med vasketøj og kun det par hullede gårdsangersko, som de havde på fødderne. De børn ser vi stort set ikke mere. Det er også mange år siden, vi sidst købte sko til et barn, som ikke selv havde ordentligt fodtøj, ligesom jeg ikke kan huske, hvornår vi kontaktede forældre for at bede dem sende deres barn et postkort eller en pakke.
I dag er det som udgangspunkt de svageste børn, der får de største pakker med slik sendt hjemmefra. De er ofte også de mest overvægtige. De har stort set alle sammen mobiltelefoner, og flere af dem har rigtig mange lommepenge med. De er ikke desto mindre svage, fordi de ikke kender og magter nogle af de mest grundlæggende regler for menneskeligt samvær, ligesom de på en lang række punkter afslører en fatal mangel på viden om basale samfundsmæssige og sociale sammenhænge. De kan ikke sidde ordentligt ved et bord og spise sammen med andre. De har meget svært ved at modtage kollektive beskeder og tilsvarende vanskeligheder med at huske og efterkomme simple instrukser og regler. De aner ikke, hvordan man taler pænt til hinanden - altid, altid hører vi udtryk som »hallo!«, »fuck dig«, »bøsserøv«, »fede nar« osv. - også selvom der egentlig ikke er optræk til konflikt. Udtrykkene er simpelthen en integreret del af deres ordforråd og en måde at henvende sig til hinanden på. Det er også kendetegnende, at små konflikter hurtigt eskalerer, så de på nærmest et splitsekund går fra verbale udfald til slag og spark.
Alt sammen tendenser på en udvikling mod stadig større normløshed, som bliver mere og mere udtalt for hvert år, vi er af sted, og som jeg mener er udtryk for en generel samfundsudvikling, hvor fattigdom ikke længere har økonomisk markør, men social og kulturel markør.
De tendenser, som jeg har ridset op, og som jeg påstår er kendetegnende for nutidens »fattige« eller svageste grupper, kunne med en samlebetegnelse kaldes manglende dannelse. For det er de gode gammeldags spilleregler for anstændig opførsel og manøvredygtighed i sociale sammenhænge, som disse børn mangler i udtalt grad. Kunne vi, som tager på feriekoloni med dem, så ikke lære dem nogle af de ting? Jo, det kan vi, og det går der også rigtig meget tid med og bruges mange kræfter på. Og når vi tager hjem, er det da også blevet lidt bedre, end da vi kom. Men det er som et stykke hafnia-plaster på et åbent benbrud. For den manglende dannelse, eller hvad vi vælger at kalde det, dækker over, at der i børnenes hjem meget ofte mangler de funktioner og sammenhænge, hvor børn socialiseres. Forældrene vægter ikke eller kan ikke overkomme at påtage sig de opgaver og funktioner, som vi andre overskudsdanskere finder helt naturlige: Faste måltider, hvor familien spiser sammen og taler sammen. Faste rutiner som spise- og sovetider. Målrettet samvær med børnene i form af højtlæsning, biografture, skovture, fælles fjernsynstid osv., osv. Alt sammen små dagligdags ting, som er med til at socialisere børnene og gøre dem skole- og i sidste ende samfundsparate.
Disse børn har et elendigt udgangspunkt, når det drejer sig om at få en god skolegang og senere en uddannelse og et arbejde. For hvilke reelle muligheder har de med deres ikke-eksisterende dannelse og deres normløshed i et stadig mere globaliseret samfund, hvor kravene til (ud)dannelse, sociale kompetencer og kulturel viden bliver alfa og omega? Ingen. De er tabt på forhånd, og det mærkelige er, at der er så få, der taler om det. I stedet kører fattigdomsdebatten - når den er der - i samme gamle økonomiske rille om FNs fattigdomgrænse og spørgsmålet om, hvorvidt man er fattig, hvis man skal tage forbrugslån, når vaskesøjlen går i stykker.
Jeg siger: Drop den antikverede fattigdomsformel. Samfundsudviklingen har for længst overhalet vores forældede opfattelse af rig og fattig inden om. Velfærdsstaten har i økonomisk henseende virket perfekt og udstyret de arbejdsløse og bistandsklienterne med både mobiltelefoner og fladskærme. Og godt det samme. Den nye velfærdsudfordring bliver at håndtere det sociale og kulturelle hul, som kendetegner fremtidens fattige. Og her er det ikke flere penge, som er svaret. Udfordringen kommer til at bestå i at kompensere for eller tilvejebringe den socialisering, som fremtidens fattige voksne ikke fik som børn - og i øvrigt finde ud af, hvordan vi tidligt og effektivt kan sætte ind over for denne gruppe af børn i fremtiden.Den nye, danske fattigdom fortæller os igen, hvad vi altid har vidst: At familiens betydning som socialiserende, dannende og opdragende faktor i et højtudviklet velfærdssamfund er enorm. Når disse funktioner svigter i stadig større omfang, så står vi overfor helt nye problemer, som vi skal finde ud af, hvordan vi håndterer. Hvad gør vi med børnene og de voksne, når familien ikke længere kan varetage de opgaver, vi traditionelt har lagt i familien? Hvad gør vi, når den i stedet for at være samfundsstøttende bliver normløs? Børnene er jo ikke udsat for vanrøgt i traditionel forstand. Og hvis forældrene ikke synes, det er vigtigt at læse højt for deres børn eller tage i skoven med dem eller lære dem, at man ikke må kalde andre for »din fede spassernar«, hvad så?
Det er lige hér, at udfordringen ligger. Og det er nødvendigt, at vi tager opgaven på os og gør den sociale og kulturelle fattigdom til et bærende tema i de forestående velfærdsreformer. Vi står med et presserende problem, som jeg oplever bliver stadig større: Ud af 40 børn (vi sendte fire hjem) vil jeg anslå syv til at være fattige i den nye betydning. Det er flere end sidste år, og selvom min lille statistik ikke er særlig valid i det store perspektiv, mener jeg godt, den kan tages som udtryk for en tendens. En tendens og udvikling vi skal forholde os til og imødegå, fordi den udgør en trussel mod børnenes fremtid og på længere sigt også sammenhængskraften i samfundet.
tKronikken i morgen:
»Hvor er den liberale værdidebat?« spørger
de to venstrefolk Christian Elmelund-Præstekær
og Claus Horsted.
UNORMALPRIS
Digital adgang + avisen lørdag: 59 kr. i 5 uger
