Den kaotiske klan på en håbløs mission

Engang var hip hop et anderledes poetisk og uudgrundeligt cool sted at opholde sig. Det husker Wu-Tang Clan os på med deres første album i seks år – mens klanmedlemmet Ghostface Killah hygger igennem på fritteren.

Da Wu-Tang Clan i 1997 skulle optræde på Roskilde Festival, kom de ni rappere angiveligt op at slås i lufthavnen og nåede aldrig frem. Nu er de otte – Ol’ Dirty Bastard døde i 2004 af en overdosis – klar med et nyt og tilmed godt album. Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere
Wu-Tang Clan vil for altid være noget værre rod og ballade, ikke mindst for os danskere: Da gruppen på højden af sin karriere i 1997 skulle optræde på Roskilde Festival, kom de ni (!) rappere angiveligt op at slås i lufthavnen i USA og nåede i hvert fald aldrig frem.

Og det er ikke blevet bedre i mellemtiden: Op til udgivelsen af »8 Diagrams« har flere af gruppens rappere, heriblandt stjerner som Method Man og Ghostface Killah, undsagt pladen i almindelighed og producer RZA’s beats i særdeleshed.

Og da selvsamme Ghostface Killah valgte at udsende sin syvende soloplade »The Big Doe Rehab« samme dag, måtte Wu-Tang udgivelsen rykkes en uge. Drama, drama – men som vi skal se, kan kritikere såvel i som uden for Wu-Tang Clan godt stikke piben langt og dybt ind.

Wu-Tang Clan er en reminiscens fra en tid, hvor hip hop var noget andet og mere dragende. Dengang, i 1997, var genrens førerhunde hverken gejlede gangstere som 50 Cent eller krom­legerede distanceblændere som Timbaland.

Næh, gruppen alle skævede til, var et nihovedet monster, der fyrede sine komplet uigennemtrængelige, paranoide kluddermor-rim af over disharmoniske klaver- og strygerbidder, samplet kung fu-nonsens og vildt idiosynkratiske beats.

Wu-Tang Clan gav os med de tre overjordiske albums »Enter The Wu-Tang (36 chambers)«, »Wu-Tang Forever« og »The W« løftet om hip hop som det store musikalske eventyr i det nye årtusind.

Nu er vi her så, og hvad er der sket: Wu-Tangs store, tågede visionære armbevægelser er for længst blevet punkteret af de ultrapræcise hit-nyrestød fra effektive alkymister som The Neptunes og netop Timbaland.

Og Wu-Tang Clans første album i seks år er en plade, man går til med bange anelser: På det seneste album, »Iron flag« fra 2001, havde RZA mistet sin musikalske chancevillighed, og rapperne var faldet hen i magelighed. I mellemtiden har gruppen desuden måttet sige farvel til et af sine stærkeste kort:

Den anarkistiske humorist Ol’ Dirty Bastard, der døde så tragisk i 2004 af en overdosis blandende stoffer.

Salatfjæs med majsører
På papiret altså en nær-håbløs mission for de nu otte klanmedlemmer, men »8 Diagrams« viser os, at producer RZA havde ret: Allerede albummets første track, den soultunge »Campfire«, husker lytteren på, hvilken unikt stemningsfuld musikmager han egentlig er: »Get Them Out Ya Way Pa« er en ­rårygerhymne iført larvefodsbas, klokkespil, kejtet uregelmæssigt jazzbækken og forkølede guitarsnøft i baggrunden – der gør det nemt at glemme den lidt gustne Beatles-parafrase »While The Heart Gently Weeps«. Alle otte rappere lyder fuldfedt veloplagte, som om deres indforståede og sært melankolske rim er klappet, smækket og knappet oven på pladens rasende atmosfæremættede beats. Der er måske ikke det store på spil lyrisk længere – førhen kunne man høre medlemmerne både græde, længes, rase og kvaje sig gennem mikrofonen – men de skæve punchlines florerer, som når RZA selv tørt bemærker: »I’ve been hardly misunderstood by those who met us/ They had ears of corn and heads of lettuce«, og når det andetsteds hedder, at »Wu-Tang keep it fresh like Tupperware«. »8 Diagrams«, der også rummer en lang hyldest til Ol’ Dirty Bastard, vil ikke generobre hip hops dagsorden, men den husker os med sit unikt søsyge soulswing på, at hip hop altid vil være mere poetisk, skæv og uudgrundeligt cool, end hvad de forsøger at bilde os ind til daglig.

Til sammenligning lyder det nye album fra Ghostface Killah – den klart mest succesfulde solokunstner i Wu-Tang-koblet – som en klippe-klistre-time på fritidshjemmet, omend en ganske hyggelig en af slagsen. Som vanligt plejer Ghostface en fetich for latino-horn og rustikke soulsamples, mens han her dyrker en noget mindre mystisk og mere straight gang gangster-romantik, end hvad tilfældet er på »8 Diagrams«. Ghostface Killah er en overbevisende rapper, og »The Big Doe Rehab« er kræs for kendere. Men magien kommer han kun i nærheden af, når alle otte diagrammer står i zenith. Wu-Tang forever!



Wu-Tang Clan: »8 Diagrams«. Producer: RZA. Steve Rifkin Company/Playground.



Ghostface Killah: »The Big Doe Rehab«. Producere: Anthony Acid, Ghostface Killah, LV & Sean m.fl. Def Jam/Universal.