Den geniale professor

Han er en yderst følsom knægt og bevæger sig omkring i denne verden som i trance. Ordene er Albert Einsteins. Han skrev dem til en kollega i Holland, efter at »knægten« netop havde aflagt sit første besøg hos ham, medbringende dansk ost og smør, hvad der faldt på et tørt sted hos en borger i det sultende Tyskland lige efter Første Verdenskrig. I 1920 er Einstein 41 år, har boet i Berlin som professor i teoretisk fysik ved Berlins Universitet de sidste seks år og har i løbet af de sidste år opnået en filmstjerneberømmelse som videnskabeligt geni. Kun få uden for den faglige kreds fatter, hvad hans gennembrudsarbejde, den almene relativitetsteori, går ud på, men han havde allerede dengang det store hår og det særlige væsen, der gjorde ham til et ikon, til selve billedet på den geniale professor, der kan kortlægge universets hemmeligheder, men ikke huske sin cykellås.

Knægten, der besøgte ham i Berlin, var den 35-årige Niels Bohr, der nogle år tidligere på grundlag af sine studier af brintatomet havde udviklet en atommodel, som gjorde Einstein urolig. På den ene side genkendte han tankegangen fra sin egen tidlige forskning og var imponeret over Bohrs mod til at bryde med klassiske forestillinger. På den anden side underminerede Bohrs teori Einsteins grundlæggende tro på naturens orden, den harmoniske lovmæssighed og hensigtsmæssighed, en skabende struktur af en stor og enkel skønhed.

Dette fundament for Newtons klassiske naturvidenskab havde Einstein jo selv rokket ved gennem sin formulering af den specielle relativitetsteori (speciel, fordi den kun omfatter legemer i konstant bevægelse) i 1905 og den almene relativitetsteori (der også omfatter legemer i accelereret bevægelse) otte år senere. Men der var konsekvenser af sine egne opdagelser, som Einstein veg tilbage for at drage.

I Bohrs atommodel cirkler elektronerne omkring atomkernen i visse tilladte baner, men springer op eller ned i en ny bane, når atomet henholdsvis modtager eller afsender en stråling (f.eks. i form af lysenergi), denne stråling kan kun modtages eller afsendes i portioner, såkaldte kvanter, deraf betegnelsen kvantespring. Pludselig er elektronen i den ene bane, pludselig i den anden, uden overgang – hvilket ikke stemmer overens med den klassiske fysiks grundsætning, at naturen gør ingen spring.

Einstein og »knægten«
Yderligere viser det sig, at hverken tidspunkt eller retning for disse positionsforandringer er til at forudse. De ser ud til at ske tilfældigt. Bohr mente, at man, hvad denne kvantemekanik angik, måtte opgive den naturvidenskabelige grundtanke om kontinuitet og kausalitet, altså trinvise overgange og årsag-virkning. For Einstein var det ensbetydende med at opgive fysikken: »Jeg finder den idé ganske utålelig, at en elektron, som udsættes for stråling, af egen fri vilje skulle vælge ikke alene sit eget øjeblik til at springe af, men også sin retning«.

Der udviklede sig et varmt venskab mellem »knægten« og Einstein. »Det er sjældent, at et menneske har beredt mig en sådan glæde ved sin blotte tilstedeværelse, som De gjorde«, skrev Einstein til Bohr efter deres første møde. Nobelprisen i fysik for 1921 gik til Einstein. Knægten fik Nobelprisen for året 1922. Spørgsmålet om tilfældighedens rolle i naturen blev et livslangt diskussionstema for disse to geniale, filosofisk og humanistisk engagerede mennesker. Uenigheden er illustreret med den berømte replikudveksling, hvor Einstein erklærer, at Gud ikke spiller med terninger, hvortil Bohr svarer: »Einstein, hold op med at fortælle Gud, hvad han skal gøre!«

Den teoretiske fysiks udvikling i det 20. århundrede er – ligesom psykoanalysens – en forrygende historie, der fører os ned i vækstlaget for dette modsætningsfyldte århundredes dybere liggende kræfter. Der er mange grunde til at fordybe sig i Walter Isaacsons mammutværk om Albert Einstein – som egentlig skulle have hedder Abraham, men hans uortodokse forældre fandt, at det navn blev en tak for jødisk. En af grundene er, at han med sine dristige bestræbelser for at udvide den klassiske fysiks beskrivelsesevner bliver en hovedskikkelse på linie med Newton i den vestlige – det vil ret beset sige den universelle – videnskabs historie. En anden er, at han som den enegænger, hyperindividualist, han er, bliver et inspirerende modbillede til den kollektivistiske arbejdsmåde, der præger videnskaben nu.

Relativt intuitivt ...
Og et inspirerende modbillede er han også ved sin svimlende geniale anvendelse af den deduktive metode. Al videnskab er jo mere eller mindre en blanding af deduktion, slutning fra det almene til det enkelte, og induktion, dvs. den modsatte vej: formulering af noget generelt gældende på basis af en række enkeltiagttagelser. I dag dominerer induktionen, analysen, indsamlingen af data. Men for Einstein er deduktionen det væsentlige: at formulere en hypotese om, hvordan visse fænomener kan forklares, ved at bruge sin intuition – men hvor intuition vel at mærke er resultatet af tidligere intellektuel erfaring.

Men hverken når det gælder intuition eller relativitet, kan vi bruge Einstein til støtte for nutidens slappe, eksistentielt kvaksalveriske begreber, ifølge hvilke intuition er noget med mavefornemmelse og relativt er noget, som alting er.

Relativitetsteorien, der er blevet grebet af mange mindre ånder blandt kunstnerne som et »bevis« på, at alting flyder, betyder ikke, at alting er relativt (ligesom bl.a. Bohrs understregning af iagttagerens indvirkning på det iagttagne ikke er fripas for subjektivismen, som mange humanister tror). Relativitetsteorien betyder, at målingen af tid, herunder varighed og samtidighed, er relative, dvs. afhængige af iagttagerens bevægelse. Det samme gælder målingen af rum, dvs. afstand og længde. I den klassiske naturvidenskab blev tid og rum opfattet som absolutte størrelser, og den opfattelse bruger vi jo også til daglig. Relativitetsteorien sætter i stedet kombinationen af afstand og længde, det såkaldte rumtidsinterval, som den absolutte størrelse – ligesom lysets hastighed forbliver absolut.

Også Einsteins personlige historie er forbløffende. Længe efter at han havde færdiggjort sin uddannelse – han tog sin eksamen på Zürichs Polytekniske Læreanstalt i året 1900 – gik han arbejdsløs. Endelig fik han via forbindelser en stilling som sagsbehandler på det schweiziske patentkontor i Bern. Mens han i årevis passede dette job med den faste kontortid 8 til 16, udviklede han den specielle relativitetsteori. Arbejdet med den førte ham også til en lang række andre videnskabelige erkendelser, bl.a. den, som han formulerede i én af verdens berømteste ligninger: E = mc2!

Her står, at energi (E) er lig med masse (m) gange lysets hastighed (c) i anden. Her står med andre ord, at energien i eksempelvis 1 kilo masse er lig 25 milliarder kilowatt-timer. Eller at energien i en enkelt rosin er tilstrækkelig til at dække hele Sjællands, inklusive hovedstadsområdet, strømbehov i et døgn. Slå den, vindmøller!

Først fire år efter udviklingen af den specielle relativitetsteori opnåede Einstein en videnskabelig stilling. Han var en kontroversiel person. Ved sit direkte væsen og ved sine resultater. Han mente selv, at det havde været en fordel for ham med de mange år på patentkontoret, fordi han her kunne være original og kreativ – i modsætning til, hvis han havde arbejdet i den akademiske verden med dens intellektuelle overfladiskhed og fordomme.

Også Einsteins helt private liv er fascinerende og forbløffende. Ofte er videnskaben en flugt fra de personlige forhold, der forekommer ham langt mere indviklede end spørgsmålene om tidens, rummets og lysets natur. Med sin første kone – de havde været knyttet sammen i et mangeårigt og dybt kærlighedsforhold – indgår han den mest besynderlige kontrakt, jeg nogensinde har læst, og da han lidt senere ønsker skilsmisse, lover han hende, at hun til gengæld vil få alle pengene fra hans nobelpris, når han en dag får den – hvilket han var fuldstændig sikker på. Og som aftalt, så skete det. Hun fik alle prisens 135.000 gode svenske kroner i 1921, svarende til mange millioner i dagens mønt!

Walter Isaacson, som vi kender ikke mindst fra Bent Blüdnikows omtale af hans Kissingerbog i sin tid, har skrevet en uhyre kompetent og fantastisk fængslende bog om den hele Einstein fra vugge til grav, den videnskabelige såvel som den private. Bogen bliver samtidig beretningen om nogle væsentlige sider af det 20. århundredes historie og en inspirerende indføring i, hvad jeg uden blusel vil benævne som menneskehedens største manifestation: den europæisk-jødiske ånd. Er man stadig i tvivl om bogen til jul, så er den her. For den oplyste læser, der ønsker at blive mere oplyst. Desværre er den danske udgave plettet af et lidt usikkert oversættelsesarbejde og en ustyrlig mængde korrekturfejl. Havde det ikke været tilfældet, fortjente den det højeste antal stjerner, Magasinets univers kan præstere.