Yuval Noah Harari så lyst på menneskehedens fremtid, men nu har coronakrisen gjort ham bekymret

I en nær fremtid vil ny teknologi sætte staten i stand til at overvåge dine allermest intime følelser og tanker. I en coronakrisetid frygter den israelske bestsellerforfatter Yuval Noah Harari, at selv demokratiske stater som Danmark vil lade sig friste af masseovervågningens knusende effektivitet.

»Hvis regeringer siger, at det er for kompliceret midt i en krise at skabe et system, der kan holde øje med den slags, bør man svare regeringerne: Hvis det ikke er for kompliceret at overvåge mig, er det heller ikke for kompliceret at overvåge dig,« siger den israelske bestsellerforfatter og historiker Yuval Noah Harari. KRISTOF VAN ACCOM

Han har kastet lys over de fjerneste og mest dunkle kapitler af menneskets fortid. Og han har forudsagt en lys fremtid, hvor menneskeheden med nye teknologier afskaffer død og sygdomme og lever som guder.

Men når den Oxford-uddannede militærhistoriker og bestsellerforfatter Yuval Noah Harari for tiden retter sit analytiske blik mod menneskehedens sociale og politiske reaktion på coronakrisen, bliver han slået af en mørk ængstelighed.