Da en forsker i 2016 stillede sig op mellem rundstykker og kaffe til et månedligt brunchmøde på CBS og kritiserede nogle kollegers valg af Kai Hoffmanns sang »Den danske sang er en ung blond pige«, havde de færreste i lokalet nok regnet med, at det skulle blive et identitetspolitisk referencepunkt i flere år fremefter.

En af sagens hovedpersoner fra dengang, viceinstitutleder Mads Mordhorst, står nu frem med sin udlægning af sagen i en kronik i Berlingske. Han mener, at medier og debattører efterfølgende har misbrugt sagen til at skabe virak og ride egne kæpheste. Og ifølge Mordhorst var der slet ikke tale om en krænkelsessag.