Krav fra LGBT Danmark: Danske skoler skal indføre unisex-toiletter for transkønnede

Manglende toiletfaciliteter, fordomme og administrativt bøvl er en del af dagligdagen for transkønnede unge i Danmark, siger 18-årige Charlie Hanghøj. Sammen med LGBT Danmark vil han forpligte danske uddannelsesinstitutioner til at indføre toiletter for alle køn.

18-årige Charlie Hanghøj er transmand og talsperson for LGBT Danmark. Han ønsker, at danske uddannelsesinstitutioner skaber tryghed og sikkerhed for transkønnede. Foto: Søren Bidstrup Fold sammen
Læs mere

Transkønnede unge lider under manglende rettigheder på danske uddannelsesinstitutioner.

Sådan lyder budskabet fra 18-årige Charlie Hanghøj, der går i 2.G på Skt. Annæ Gymnasium. Sammen med LGBT Danmark mener han, at gymnasier, universiteter og andre uddannelsesinstitutioner skal forpligtes til at indføre unisex-toiletter og andre tiltag, der forbedrer forholdene for transpersoner i Danmark.

Hvorfor er det nødvendigt for transkønnede at indføre unisex-toiletter på uddannelsesinstitutionerne?

»Jeg vil gerne have unisex-toiletter, fordi der er meget utryghed for transkønnede i at gå ind på et andet toilet med den kønsidentitet, man føler sig som. Der har været en del snak i USA om, at det vil føre til, at små piger vil blive voldtaget af transkønnede, hvis de skal have lov at bruge toiletter, der stemmer overens med deres kønsidentitet. Det er et helt forkert syn på den debat. For selv som transkønnet kan det være farligt at gå ind på et toilet, hvor der er andre mennesker, som kan have noget imod dig. Hvis man for eksempel har menstruation og skal smide bind og tamponer ud, er der ikke noget sted at lægge det på et herretoilet. Så hvis man kommer ud fra en bås med det i hænderne, kommer man lidt akavet ud. Det er ikke holdbart.«

Charlie Hanghøj, gymnasieelev og transkønnet

»Jeg har reelt været bange. I det første år af min skolegang gik jeg ikke på toilettet på skolen, fordi jeg var bange for, hvad folk nu tænkte om mig.«


Hvorfor skulle en transkønnet have grund at føle frygt ved at gå ind på et toilet, der matcher deres kønsidentitet?

»Jeg ligner for eksempel ikke 100 pct. en dreng, fordi jeg ikke har fået mulighed for hormonbehandling endnu. Jeg vil heller ikke klæde mig som en gennemsnitlig dreng, for det er ikke sådan, jeg identificerer mig. Når jeg kommer ind på et toilet, kigger folk på mig. Så hvis der ikke lige er en bås ledig, skal man stå og have en akavet samtale eller modtage akavede blikke. Folk spørger, hvorfor går du ikke bare hen og pisser i et pissoir i stedet for at vente på toiletterne,« siger Charlie Hanghøj, der på restauranter og barer flere gange har oplevet at blive smidt ud af herretoilettet:

»Det er en ubehagelig oplevelse. Jeg har reelt været meget bange. I det første år af min skolegang gik jeg ikke på toilettet på skolen, fordi jeg var bange for, hvad folk nu tænkte om mig. Om det kan være noget, folk vil mobbe mig for, eller om jeg ville blive fremstillet som en trussel mod de drenge og mænd, der bruger toilettet sammen med mig.

Det vil man undgå med unisex-toiletter, for dér er det ligegyldigt, hvem der går ind. Det er vores alle sammens toilet.«

Men der findes også kvinder, som er utrygge ved at skulle dele toilet med transpersoner. Hvad vil du sige til dem?

»Det er en meget spændende debat. Jeg vil næsten vædde på, at enhver transperson, der går på toilettet, er mere utryg end en cis-person (en heteroseksuel person, der identificerer sig med det biologiske køn, som personen er født med, red.)

Når jeg er en transmand, er jeg en mand. Jeg opfatter mig selv som en mand. Jeg har lidt fejl fra fødslen. Det er noget, der skal ordnes. Og det får jeg ordnet stille og roligt. Men jeg er en mand. Transkvinder er kvinder, så de har lige så meget ret til at være i det her rum. Det bliver vi nødt til at forstå sammen.

Jeg må ærligt talt sige, at man måske skulle tage at pakke den her frygt, den her transfobi væk. Måske skulle man kigge på det med en transpersons øjne, for det kan være virkelig skræmmende at gå på toilettet. Min sympati ligger på de transkønnedes side, for det er dem, der kæmper en kamp for at gøre noget så basalt.«

Du peger på, at mange transkønnede oplever diskrimination, når uddannelsesinstitutionernes administrative systemer begrænser deres. Men hvordan kan det være skolernes ansvar at tage højde for transkønnedes ønsker?

»På min uddannelse har jeg for eksempel ikke mulighed for at få ændret mit navn i det, der hedder Lectio, som er den portal, der bruges til navneopråb og så videre, før jeg har fået ændret det juridisk. Det er et problem, fordi ikke alle kan få deres forældres tilladelse til at ændre navn og derfor må vente, til de bliver 18 år. Det vil sige, at jeg gik et halvt år på min uddannelse med et forkert navn i Lectio. Ledelsens begrundelse var, at de ikke skifter navne, fordi de anså mit navn for et kælenavn.

Helt lavpraktisk skal det være tilgængeligt for personer under 18 at skifte sit navn på Lectio og på alle andre internetportaler. Der er mange under 18, der ikke kan springe ud for deres forældre eller eller har forældre, der ikke ønsker kontakt med deres barn, så man ikke kan gøre de her ting juridisk.«

Men vil det ikke gøre, at unge af ren og skær pjat vil skifte navn til deres kælenavne?

»Man skal være meget lidt informeret, hvis man ikke kan se forskel på en elev, der vil skifte til sit kælenavn og en elev, der reelt er transkønnet og bliver kaldt noget andet hver dag end det, der står på Lectio.«