Henrik Dahl roser »sorte socialdemokrater«: »De er realister. Det måtte flere borgerlige også gerne blive«

Skillelinjen blandt danske borgerlige går ikke mellem liberale og konservative, siger Henrik Dahl, en af otte nominerede til Fonsmark-prisen. Den går mellem idealister og realister. De første drømmer om en bedre verden. De sidste vil kæmpe for at opnå deres mål – på godt og ondt.

»Krisen er den pris, vi betaler for kampen om midten, men vi bærer også på en splittelse, der har rødder tilbage til 1990erne,« siger Henrik Dahl (Liberal Alliance) om den krise, som blå blok står i lige nu, hvis man ser på meningsmålingerne. Mathias Svold

Tilfældet vil, at jeg har en interviewaftale på Christiansborg med Henrik Dahl samme dag, hvor en folkemængde løber stormløb på Kongressen i Washington. Knap 7.000 kilometer adskiller Slotsholmen fra dramaet på Capitol Hill. Kontrasten er til at få øje på.

Her ånder alt om ikke idyl, så nogenlunde fred. Hvis man kender Folketinget som en hektisk myretue, er det nye tider. De lange gange er øde. Kun et par hyggeligt småsludrende folketingsbetjente bryder stilheden i folkestyrets mennesketomme katedral. Korrektion; næsten mennesketomme. Henrik Dahl venter på sit kontor. Han er iført sort t-shirt og jeans, og med sin viltre hårpragt kunne han godt være noget ved musikken. Rockguitarist, måske. Eller en intellektuel sociolog. Det sidste er trods alt ikke grebet ud af den blå luft.