Hvem der skal optages på deres drømmeuddannelse skal afgøres ved lodtrækning frem for udelukkende ved karaktergennemsnit, lyder det fra ph.d. i sociologi og adjunkt ved Department of Business & Politics på CBS, Christoph Ellersgaard, i Ræson. Han argumenterer for, at det vil modvirke den perfektionskultur, som hersker blandt gymnasieelver og i stedet skabe et mere »retfærdigt optagelsessystem« med plads til fejl.

Christoph Ellersgaard er inspireret af SFs forslag om at indføre et karakterloft, således at alle uddannelser, der har et adgangskrav på 10 eller derover, i stedet skal gøre brug af optagelsesprøver til elever med et snit over 10, hvis der er flere ansøgere end studiepladser. Men Ellersgaard mener, at en lodtrækning mellem de egnede ansøgere vil være en bedre løsning end optagelsesprøver.