DF kaster britisk general ind på nej-siden med advarsel til danskerne: Stem nej - EU vil nedlægge nationalstaten
Når EU-toppen arbejder intenst på at afskaffe nationalstaten, er det op til danskerne at stemme nej til en afskaffelse af forsvarsforbeholdet. For NATO er og bliver Europas garanti for sikkerhed, mener den konservative politiker, Geoffrey van Orden, der efter invitation fra Dansk Folkeparti er på vej til Danmark for at styrke nejsiden. Ifølge den konservative brigadegeneral og forhenværende NATO-officer giver den kommende folkeafstemning om forsvarsforbeholdet nemlig danskerne en sjælden mulighed for at pacificere det altædende føderalistiske monster i Bruxelles.
