Birgithe Kosovic mistede troen på det multikulturelle samfund og faldt i unåde blandt sine forfatterkollegaer: »Ved du ikke, at hun er racist?«

Birgithe Kosovic er blevet en markant stemme i udlændingedebatten med sin advarsel mod etnisk opsplitning og »et frivilligt apartheid« i Danmark. Men oprindeligt stod hun på den helt anden side i debatten. At skifte standpunkt har været en »smertefuld rejse«, siger Kosovic, der er nomineret til Fonsmark-prisen.

»Ingen ville have troet dig, hvis du for en generation siden havde sagt, at vi en dag ville opleve terror, islamisme og trusler mod islamkritikere i Europa. Det er jo vores virkelighed, der er ekstrem,« siger Birgithe Kosovic, forfatter og nomineret til Fonsmark-prisen. Thomas Lekfeldt

Engang var Birgithe Kosovic en af dem, der havde de »rigtige« holdninger. Som medlem af det kulturelle parnas stemte hun som det mest naturlige i verden på Radikale Venstre og protesterede mod offentliggørelsen af Muhammedtegningerne.

Men sådan skulle det ikke forblive. En skelsættende begivenhed rystede hendes verdensbillede i en sådan grad, at hun måtte revurdere sit politiske ståsted.