Bill Gates i interview med Connie Hedegaard om klimaforandringer: »Folk i den rige verden kan og bør skære ned«

Hvis kloden skal reddes fra katastrofale klimaforandringer, vil det ikke kun kræve, at der sættes markant flere midler i at forske i og udvikle ren energi. Vi har lige så meget brug for politisk innovation som teknologisk, siger Bill Gates i et interview med tidligere klimakommissær Connie Hedegaard.

»Hvis du er leder i et rigt land, bør du spørge dig selv, hvad din regering eller din virksomhed gør for, at det bliver økonomisk overkommeligt for hele verden – også mellemindkomst- og i sidste ende lavindkomstlande – at blive grøn,« siger Bill Gates, grundlægger af Microsoft, der er aktuel med en ny bog. John MACDOUGALL

Bill Gates har netop udgivet bogen, »Sådan undgår vi klimakatastrofen: De løsninger vi har, og de gennembrud vi behøver«. I den forbindelse har forhenværende EU-klimakommissær Connie Hedegaard interviewet grundlæggeren af Microsoft.

Lad mig lægge ud med at tilstå: I mange år troede jeg ikke, at du var specielt interesseret i klimaforandringer. Jeg husker levende en lukket debat i Davos for nogle år siden. Da debatten drejede ind på klimaet, frem for andre spørgsmål om bæredygtighed, forlod du lokalet. Nu argumenterer du kraftigt for, at klimahandling haster. Du indleder din bog med at beskrive den rejse. Hvad skyldtes din oprindelige skepsis, og hvordan kan dine erfaringer bruges til at overbevise andre?