Julen nærmer sig og i den anledning havde jeg til i dag skrevet en moralsk opbyggelig klumme, hvor jeg skinhelligt opfordrede folk til at gå i kirke op til jul og omfavne det kristne budskab om næstekærlighed. »Den ligger lige til højreskøjten,« tænkte jeg selvtilfreds. Jeg tog de store klichéer frem og overhældte siden med bevingede ord om brusende orgler og korets englelyd i kirkens ro og andagt. »Så kan du sgu holde dig en tidlig juleferie og få set noget Champions League,« smilede jeg, da jeg satte det sidste punktum. Jeg havde allerede lykkeligt glemt mit eget budskab.
Men så kørte jeg den lige forbi min søster, som tilfældigvis har en uddannelse som journalist. Bare for en sikkerheds skyld. Det skulle jeg aldrig have gjort. Jeg bad kækt om kritik råt for usødet, og fik en tur med grovfilen. Den sved lidt, men så kan man jo heldigvis bede om en second opinion, og se om man ikke får lidt ros hos kæresten. Det gjorde jeg ikke. Hvor gerne hun end ville sige noget sødt, så vurderede hun den objektivt til at lyde mest som en folkeskoleopgave om kirkearkitektur. God at falde i søvn på, men ellers ikke meget bevendt. »Satans også,« tænkte jeg. For inderst inde vidste jeg, de havde ret.
JEG KØRTE UD I decembernatten for at se, om jeg kunne finde en vinkel. En historie. Noget julestemning. Bare et eller andet. For min deadline nærmede sig. Jeg kunne selvfølgelig bare brokke mig. Brokke mig over, at vi danskere bruger julen som en undskyldning for at spise endnu mere gris og drikke øl og snaps i stride strømme. Brokke mig over køerne i butikkerne og vores overfladiske forbrugermentalitet. Brokke mig over lyskæderne og de elektriske julemænd, der bare står og sluger strøm, selvom vi udmærket godt ved, at de bidrager til den globale opvarmning. Men igen. Vi er jo netop danskere. Det er sådan, vi fejrer ting. Med flæskesteg og øl. Og det er der intet ondt i.
100 FM SOFT spillede sukkersøde julemelodier på stribe. Efter 5 minutter føltes det som om jeg havde spist et kilo konfekt, og kvalmen sad helt oppe under hagen. Jeg skiftede hurtigt til Mickey Avalon på min Ipod. En hvid trækkerdreng der rapper om livet som stofmisbruger på Hollywood Boulevard. »God must be one sick muthafucker«, undrede han sig. Og set med hans optik, virkede det ret logisk. For nogle er julen den værste og mest ensomme tid på året. Og dem af os, der sidder komfortabelt i det, bør prise os lykkelige for, at juleand og gaver mere er et spørgsmål om logistik end om penge.
SÅ RINGEDE MIN kæreste og lokkede med Barcelona mod Valencia i fjerneren. Smuk, sød, intelligent og fodboldfan. Fuckin ay! Godt scoret, gamle dreng. Måske skulle jeg bare stikke dem min rugbrødsklumme. Køre den hjem på rutinen. En smal 1-1’er på hjemmebane. Skide på det og tage hjem til hunden og min højgravide kæreste og se La Liga. Ja, jeg skal sgu være far. Til et julebarn efter al sandsynlighed. Deadline sidst i december. Bare tanken får mig til at smile over hele hovedet. Og pludselig går det op for mig, at julen vil være noget helt specielt og dejligt for os. Ikke bare i år. Men resten af vores liv.
indland@berlingske.dk
@Tekst u. indryk:METROPOL SKRIVES PÅ SKIFT AF:
Timme Bisgaard Munk, redaktør; Jokeren, rapmusiker; Maria Grønlykke, forfatter.
UNORMALPRIS
Digital adgang + avisen lørdag: 59 kr. i 5 uger
