De topløse

Selv ikke verdens bedste klimaanlæg kan erstatte følelsen af vind i håret, når man kører bil. Her en en bred vifte fra Bentley Azur, der topper med en pris på 7,3 mio. kr. til Peugeot 207, der fås for knapt 300.000 kr.

Tung skønhed

Alfa Spider er gudesmuk som få, men lidt af begejstringen ryger, når man starter den 3,2 liter store australske motor, der sidder i næsen af den. For V6eren med det frygtindgydende soundtrack lider af overvægt, og den mere tynger end trimmer den varmblodede Alfa. Det betyder, at den er mere til cruise end hidsige kurver. Spideren fås dog også med en 2,2 liters firecylindret motor, der bringer vægten ned med et par hundrede kilo. Og samtidig sparer man 130.000 kr. mkj

Alfa Spider Type: To-dørs cabriolet Motor: 3,2l/V6 Ydelse: 260 hk/6.200 omdr. Moment: 322 Nm/4.500 omdr. Topfart: 240 km/t 0-100 km/t: 7,0 Forbrug: 8,7 km/l Vægt: 1.670 kg Pris: 830.000 kr.

Over-klassisk

Det bliver næppe mere klassisk end en Bentley. Ved første kig ser det ud, som om tiden har stået stille i et halvt hundrede år, men tag ikke fejl, den er fulgt med tiden. Vil man have Bentley i Cabrio, så hedder den Azure og koster 7,3 mio. kr. Så får man til gengæld også en 5,4 meter lang cabrio, der har en potent otte cylindret motor på knap syv liter, der med sine 450 heste forstår at bringe den 2,6 ton tunge bil afsted med en brusende lyd, der ikke afslører den mindste anstrengelse. Og hele ideen er da også, at her har vi ikke en gaderacer, men en overklassebil, der fører sig diskret frem med stil ud- og indvendigt. Brede håndsyede lædersæder, rigeligt med plads for og bag, blankpoleret træ, tykke velourtæpper og en lakering, der er så dyb, at den kan bruges som spejl. gen

Bentley Azure To-dørs cabriolet Motor: 6,7 liter, 8 cylindre Ydelse: 450 hk/4.100 omdr. Moment: 875 Nm/1.800 omdr. Topfart: 274 km/t 0-100 km/t: 5,9 sek. Forbrug: 5,1 km/l Vægt: 2.695 kg Pris: 7,3 mio. kr.

Bayersk bodybuilder

Topløs skønhed med formel-1 kræfter og mere computerkraft end en Apollo-raket. Det lyder som opskriften på en superbil, men BMW M6 har også svagheder. Den vildeste, dyreste og mest spektakulære M for Motorsport-model, som BMW laver. Men med en vægt på over to ton er den så overvægtig, at det virker, som om den ellers hidsige V10-motor har fået det hvide snit. Man fornemmer vildskaben, men den eksploderer aldrig. Men det værste er den »firewall« af elektronik, der er skudt ind mellem mand og maskine i M6. Der skal stå Space Shuttle på bagsmækken, hvis man vil finde et mere computerstyret fartøj. Alt fra M6erens styretøj, affjedring og gearskifte er kontrolleret af kunstig intelligens og kan derfor indstilles i endeløse trin, hårdhedsgrader og reaktionstider. M6 overbeviser ikke som en fuldblods sportsvogn, men som en kraftfuld og overraskende komfortabel cruiser på motorvejen, der også gerne snupper et sving eller to med sit massive vejgreb. velling Foto: Martin Dam Kristensen

BMW M6 Cabrio Type: To-dørs cabriolet Motor: 5,0 V10 Ydelse: 507 hk/7.750 omdr. Moment: 520 hk/6.100 omdr. Topfart: 250 km/t (el. begr.) 0-100 km/t: 4,8 sek. Forbrug: 6,6 km/l Vægt 2.005 kg. Pris: 2.454.000 kr.

Forførende skønsang

Audi TT lokker med lækre detaljer, skønsang fra udstødningsrøret og en sjælden evne til at race. Designet er næsten det bedste ved Audi TT. Ikke så nyskabende som forgængeren, men netop som roadster mere vellykket med bredere og mere langstrakte linier. TTs andet store aktiv er turbomotoren, som den låner fra Golf GTI. En vis brug af aluminium i opbygningen af Audi TT giver de 200 bomstærke heste let spil. Uanset hvilket gear man let og præcist skifter til, har motoren punch og overblik. Samtidig har ingeniørerne i Ingolstadt fået lov at lege lidt med udstødningen. Resultatet er stykke klassisk musik for blæsere i rustfrit stål, der trutter og snerrer, så ejere af gamle britiske sportsvogne vil få fugtige øjne af bar nostalgi. Når fire cylindre lyder så potent, tænker man slet ikke på seks. Foto: Martin Dam Kristensen

Audi TT Roadster 2.0 TFSI Type: 2-dørs/2 personers Motor: 2 liter, 4 cyl. Ydelse: 200 hk Moment: 280 Nm/1.800 Topfart: 237 km/t 0-100 km/t: 6,7 sek. Forbrug: 12,8 km/l Vægt: 1.295 kg Pris: 700.000 kr.

Topløs killing

Peugeot 207 CC appellerer bredere end nogensinde, og prisen er så lav, at man gerne sluger et par franske fornærmelser. 207 CC er designet langt mere harmonisk og sportsligt end forgænger 206 CC med et tiltrængt skud testosteron, så Peugeots topløse killing får ikke kun kvinderne til at spinde begejstret. Med sit nye, bredskuldrede look kan mænd sagtens drømme med uden at blive beskyldt for at køre »frisørporsche«. Lidt over halvdelen af 207 CC er genbrug fra den tredørs 207er, men en åben bil kræver forstærkninger, og konsekvensen er en vægtforøgelse, der får de 120 heste på overarbejde. Killingens sagte spinden bliver til en knurren, hvis der skal hvæses kløer. Bevares, 207 CC er heller ingen sportsvogn, men kører dog næsten lige så veloplagt som forlægget. Funktionaliteten er ikke til topkarakter. En håbløs kørestilling og et gearskifte, der er løsere end håndledene på en drag queen, trækker ned, ligesom sikkerhedsselerne, der er svære at nå. Foto: Martin Dam Kristensen

Peugeot 207 CC Type: To dørs/to-personers cabrio Motor: 1,6 l, 4 cyl. Ydelse: 120 hk/6.000 omdr. Moment: 160 Nm/4.250 omdr. Topfart: 200 km/t 0-100 km/t: 11,2 sek. Forbrug: 15,4 km/l Vægt: 1.307 kg Pris: 295.000 kr.