De Radikale - en ny sekt i dansk politik

Det er kendt af enhver, at de Radikale udi egen indbildning er bedre end andre mennesker.

Og i gamle dage kunne man måske også med nogen ret hævde, at de var klogere end de fleste, hvis man skal måle efter politisk indflydelse. De Radikale var indbegrebet af moderation og snusfornuft. Partiet, som altid var at finde på midten, og som med sin placering og skiftende lederes fremragende strategiske evner gennem næsten 100 år havde magt til at bestemme valget af statsminister.

De tider synes nu uigendriveligt at være forbi. Siden regeringsskiftet i 2001 har de radikale mandater i Folketinget været uden betydning for tilvejebringelsen af et politisk flertal. Det har været en lykke for nationen, men naturligvis trist for det gamle husmandsparti. Frustrationerne har efterfølgende bredt sig, og det er formentlig forklaringen på, at Marianne Jelved og hendes løjtnanter i takt med den stedse mere synlige mangel på indflydelse har sat alle sejl til for at blive synlige i det politiske landskab.

Moderation har længe ikke været en kardinaldyd, og det gamle projekt om at være brobygger hen over midten ligger i ruiner. I stedet har de Radikale med fremlæggelsen af de såkaldt ultimative krav og Jelved som statsminister placeret sig i en krog langt ude til venstre.

Det har fået den tidligere formand for de Radikale i hovedstaden, Anders Thomsen, til at betegne partiet som en sekt. Det har han ret i. Her flokkes de frelste.