I tyve år har det danske folk modsat sig en islamisk masseindvandring til landet. I tyve år har en lille gruppe magtfulde politikere, embedsmænd og redaktører påtvunget folket denne indvandring, som nu med sine ca. 400.000 muslimske »danskere« er den største forandring af vor befolknings sammensætning nogensinde.
Folkestyret fejet af bordet. Det er bekymrende. Men det er ikke første gang, det er sket. Under 1840ernes enevælde var der en gruppe kvikke borgersønner, der forlangte folkestyre. Det de mente var studenterstyre. Magtens centrum skulle flyttes fra Amalienborg til Regensen. For, som det hed i Christian Winthers sang: »Herrer vi ere i åndernes rige / vi er den stamme, som evigt skal stå«. Skrevet i 1820, netop til en fest i Regensgården.
Disse studenter kaldte sig de nationalliberale. Navnene var Lehmann, Monrad, Hall, Krieger, Ploug m.m.fl. De mente sig klogere end kongens rådgivere, og meget klogere end folket, bønderne ude på landet. De var den tids intelligentsia. Men ligesom vor tids intelligentsia af munkemarxister og salonradikale vidste de for lidt om virkeligheden. Da de fik regeringsmagten i 1850erne, håndterede de det sønderjyske dilemma med blåøjne og ansvarsløse forhåbninger og forberedte og ledede den forudsigelige krig i 1864 som de politiske dilettanter de var.
Da de og hele Danmark havde lidt det forfærdelige nederlag og afleveret en tredjedel af vort land til Bismarck, tog de nationalliberale ikke deres gode tøj og gik. Næ, tværtimod. De sagde: Nu er landet blevet en lilleputstat, der kun kan klare sig, hvis det styres af sine bedste mænd. Og det er jo os. Vi er de begavede og de dannede. Og så gik de i kompagniskab med de konservative, godsejerne, for at forhindre, at Venstres bønder og Socialdemokratiets arbejdere fik indflydelse.
De nationalliberale havde to aviser: Dagbladet og Fædrelandet. Dagbladet skrev: »I andre lande ser man førere, der er på højden af deres tids dannelse, mens man herhjemme går i den retning, at det almueagtige skal genfindes i selve førernes personer.«
Fra 1866 blev den vigtigste opgave for 1840ernes demokrater at forhindre demokratiet i at ske fyldest. De nationalliberales magtbaser var universitetet, kirken og embedsmændene. Og deres livsgrundlag var den romantiske digtning og filosofi fra Oehlenschläger til Grundtvig. Men romantikkens brusende mod og eventyrlyst var nu stivnet til en sømmelig »politisk korrekthed«.
I deres ungdom var de friske som studenterne i Hostrups syngespil. I deres modne år blev de selvretfærdige og hovne. I en leder skrev Dagbladet om Venstres leder C. Berg: »Mangelen på dannelse, på al højere åndelig kultur, hænger ved Berg (...) der er altid en luftning fra kroer og rejsestalde over ham.«
For de nationalliberale akademikere var folket en uvidende - og ulækker - almue. Disse ustuderede mennesker havde at blive ude på møddingen.
Digteren Grundtvig så anderledes på det. Han mente, at denne almue skulle udvikles til et åndeligt vakt folk. Ved at almuen gennem det levende ord blev mættet med Nordens historie og litteratur og kristendommen. Det politiske Venstre tilsluttede sig tankegangen og erhvervede herved en åndelig ballast, nemlig grundtvigianernes. Bjørnstjerne Bjørnson, der var den mest beåndede grundtvigianer næst efter profeten, skrev i sit mindedigt ved Grundtvigs begravelse i 1872: »frihedens frø i den mægtiges hånd, / selv-styret samfund i kristelig ånd«. Demokrati og ånd - hånd i hånd.
Oppositionen mod den konservative konseilspræsident Estrup blev mere stålsat ved, at venstrepolitikerne fik et åndsliv, Grundtvigs. Og grundtvigianerne fik forståelse for, at folkestyret ikke bare var Grundtvigs sange, men en praktisk idræt. De politisk og de åndeligt vakte gik sammen. Sjovt nok var det åndsliv, grundtvigianerne og deres modstandere, de nationalliberale, dyrkede, ret ens, romantikken, nationalfølelsen, kristendommen.
Men netop i 1870erne kommer en ny spiller på banen. Georg Brandes. Han taler for en helt ny dannelse, europæisk i stedet for nordisk, ateistisk i stedet for kristelig, revolutionær i stedet for traditionel.
Med ham kommer et nyt hold begavelser op på kulturkampens arena, Edvard Brandes, Hørup, Pingel, forfattere som Schandorph, Erik Skram, Henrik Ibsen. Det er dem, der bliver fundamentet under Det Radikale Venstre fra 1905.
Man plejer at betone, hvor modbydelige de nationalliberalt konservative var mod geniet Georg Brandes, da han ville vække det provinsielle Danmark til et moderne europæisk åndsliv. Helt sådan var det ikke. I sine unge år var Georg Brandes en agtet gæst i de nationalliberale hjem, som f.eks. i statsminister Halls. Og adskillige nationalliberale koryfæer med Orla Lehmann i spidsen overværede med sympati det unge talent Georg Brandes' disputatshandling. Allerede som 40-årig blev Georg Brandes af datidens unge akademikere dyrket så hengivent, at de kaldte ham »unser geliebter Führer«.
Men for den frie norske folkeånd Bjørnson var Georg Brandes lige så ufolkelig og uspiselig som de nationalliberales Carl Ploug.
Da det gik op for de nationalliberale, hvilken farlig gejst de havde at gøre med i Georg Brandes, forhindrede de ham i at få det professorat ved Københavns Universitet, som han var mere end kvalificeret til.
Men trods modstanden sejrede den brandesianske kulturradikalisme. Og nationalliberalismen dør. Hvad der derimod ikke dør, er nationalliberalisternes akademiske arrogance, som fortsætter uforandret i de kulturradikales akademiske arrogance.
Ismerne forgår. Foragten for folket består.
Det er disse Georg Brandes'ætlinge, vi har for os i dag. De der er indehavere af positionerne i Danmarks Radio, på universiteterne, i de fleste aviser. De føler pligt til at tugte statsmagten, men ikke til at forsvare folket og fællesskabet. Selvbevidstheden blomstrer hos dem. For de har magten, mediemagten. Se det på Uffe Ellemann, der er en af dem, selv om han er fra Venstre.
Men som det gerne går de hovne, bliver de også blinde. Vore dages magthavende kulturradikale borgerskab - fra Tøger Seidenfaden til Svend Auken, fra Villy Søvndal til Margrethe Vestager - negligerede folkets afsmag for den totalitære islamisme. Derfor vendte folket dem ryggen, og de mistede den politiske magt i 2001.
Magten kan man miste. Værre er det at miste respekten. Det gjorde de kulturradikale, da de forrådte deres eget første bud, friheden, ved at give efter for den islamiske unatur og menneskeforagt.
De kulturradikale har ikke forholdt sig realistisk til deres tid. Ligesom de nationalliberale ikke gjorde, da de havde magten i 1864.
Det er åbenbart en tilbagevendende lidelse hos en stor del af vore intellektuelle, eller halvintellektuelle. Vi kan kalde den Erasmus Montanus-syndromet. Typen er jo skildret så befriende morsomt af Ludvig Holberg. De nationalliberale, de kulturradikale, og hvad de skiftende udgaver af Montanus-syndromet nu hedder, er til grin. Men de er også usympatiske. De vil afsondre sig fra folket, samtidig med at de vil have magt over folket. Fænomenet er næppe kun dansk. Tom Wolfe har spiddet de amerikanske eksemplarer af Montanus-syndromet og siger om dem: »Jeg hader intellektuelles blinde underkastelse for mode, trend og populære fænomener. De gør alle sammen det samme.«
Ja, det er netop det frastødende ved Montanus-syndromet. Der kan være gode tanker i såvel nationalliberalismen som kulturradikalismen. Men når tilhængerne af disse akademiske bevægelser slutter sig sammen til en kompakt majoritet, bliver de kadavere i stedet for frie mennesker. De bliver alle kopier af deres studenterårgang. De ifører sig de meninger, uden hvilke deres karriere bliver usikker eller besværlig.
Det er kvalmt.
UNORMALPRIS
Digital adgang + avisen lørdag: 59 kr. i 5 uger
