De Konservative og regeringsansvaret

Det er afgørende for regeringens fremtid, at de Konservative og Venstre fører sig frem i enighed

Det er ikke let at være lillebror i en familie, hvor det ikke blot er tilladt, men ligefrem forventeligt, at enhver er sig selv nærmest, og hvor den største og stærkeste derfor altid står først i køen, når der uddeles gaver, og får det sidste ord, når uenighed bliver til skænderi. Lillebror føler sig trynet, og når det har stået på længe nok, lader han sin fortørnelse komme til udtryk.

Således er det også i politik. Forholdet mellem Venstre og de Konservative har siden Fogh-regeringens tiltræden i 2001 afspejlet den markante parlamentariske styrkeforskel mellem partierne, og det har fra tid til anden i det konservative bagland givet anledning til højlydt irritation, uden at der dog på noget tidspunkt har været optræk til et egentligt brud.Det kan og skal ikke skjules, at regeringen består af to partier med forskellig historisk og ideologisk baggrund, men også med afgørende fælles træk. Venstre og Det Konservative Folkeparti udgør tilsammen rygraden i det borgerlige Danmark, og kun når de to partier optræder i enighed, er der sikkerhed for, at Socialdemokraterne med eller uden radikal støtte kan henvises til en plads i opposition.

Det er derfor nødvendigt, at de Konservative accepterer rollen som lillebror i regeringen og undlader at etablere en intern opposition, således som der har været synlige tendenser til i den senere tid.

Det kræver besindelse i de menige rækker, men det kræver i ikke mindre grad lederskab i partitoppen.Der er i ethvert parti, hvad enten det er i regering eller opposition, en naturlig trang til at markere sig. Og stærke ledertyper markerer i højere grad selvstændige standpunkter end mere anonyme karakterer. Det er et træk, der kan iagttages overalt i det politiske landskab.

Lars Barfoed, der som bekendt indtil for nylig havde ministeransvar, er nu indtrådt som næstformand i den konservative folketingsgruppe. Det har i betydelig grad styrket gruppens evne til at træde i karakter, men det er i høj grad et spørgsmål, om en alt for selvstændig konservativ profil i VK-samarbejdet er en fordel for regeringen.Det er i særdeleshed i et ikke særlig hjerteligt forhold til Dansk folkeparti, at de Konservative har ført sig frem, og det har ført til utallige små og store konfrontationer mellem de to partier og periodevis afgrundsdyb afstand.

En yderligere forværring af forholdet mellem de to partier vil være en belastning for det samlede regeringsgrundlag. Derfor er tiden nu moden til, at de Konservative spørger sig selv om, hvad der er vigtigst: selvstændige markeringer i tide og utide eller en sikring af regeringens fremtid.