De fartglades paradis på Carlsberg

Smilene skinnede om kap med solen, da Carlsberg-grunden blev indhyllet i motorstøj og brændte dæk.

Til stor glæde for tilskuerne demonstrerede nogle af kørerne, hvordan man laver en vellykket donut, dvs. drejer rundt om sig selv. Fold sammen
Læs mere

En sølvgrå Aston Martin skrider lidt i svinget, og bremserne hviner. Den ene bil efter den anden drøner brølende forbi ude på banen.

»Den der gamle GT40 - hold kæft den lød godt,« lyder det begejstret fra en mandlig tilskuer, der som tusinder andre er taget til racerløb på Carlsberg-grunden.

I weekenden løber Den Internationale Racing Festival af stablen, og traditionen tro er det en festival, hvor en tur på passagersædet i sportsvogne med Danmarks bedste racerkørere bag rattet er til salg. Alt sammen i den gode sags tjeneste - overskuddet går nemlig til Røde Kors.

Solbrillerne er fundet frem hos tilskuerne, der nyder de skinnende bilers høje fart. En mand står med jakken over den ene arm og en fadøl i den anden. Foran en hvid Aquila CR1 - sådan en racerbil, der ikke rager langt op over asfalten - står en lille, lyshåret dreng med et smil så stort, at øjnene er smalle sprækker. Den lige så begejstrede far foreviger øjeblikket.

Selvom der er dømt drengerøvsunderholdning, så er der også kvinder i alle aldre.

Rundt omkring er der stande og udstillinger. Tre drenge er imponeret over den røde Ferrari 458 Italia, der med sine 570 Hk kan gå fra 0 til 100 på 3,4 sekunder.

»Årh, det er en fed Ferrari, mand.«

Blandt BMWerne humper Brian Brødsgaard på én krykke sammen med børnene Magnus og Mathilde. Det er ikke nok til at holde ham hjemme. Hans gravide kæreste med bækkenløsning måtte dog give op halvvejs.

I lugten af brændte dæk og fra lyden af smældende udstødninger kommer Sara og Bo Landgreen storsmilende gående efter deres tur i hver sin Polo.

»Man bliver virkelig revet rundt,« siger Bo Landgreen.

»Jeg vil prøve igen!« siger Sara Landgreen, der slet ikke kan få smilet til at forsvinde.