De der blev

Det har været jul, og mange af os har været hjemme. I den by vi blev født, voksede op. Eller var unge, som i mit tilfælde denne jul, hvor turen gik til den by i det nordjyske, hvor jeg boede i min gymnasietid.

I mange år har det været en sær oplevelse at vende tilbage. Faktisk har jeg længe gjort en dyd ud af ikke at vende tilbage for alvor, ikke krydse mine egne spor, hvis det kunne undgås. Ikke hænge ud de steder, vi hang ud som unge, ikke ringe de gamle venner op, når jeg var tilbage, ikke gå på de barer, hvor vi drak øl dengang midt i firserne. For alt det indebar et møde med dem, der blev, og i mange år betragtede jeg dem lidt sørgmodigt. Måske hovent.

Selv var man jo kommet videre. Selv var man jo rejst bort, man havde flyttet sig fra sit udgangspunkt, man var blevet til noget. De andre var bare blevet, og jeg synes, det var svært at konfronteres med, hvor lidt der var sket. De vendinger, de vaner, de venskaber, de vildskaber man kunne huske fra dengang, var der stadig. Nu bare med lidt gråt i tindingerne, lidt sul på sidebenene, lidt mere døde øjne.



Det vendte så småt for nogle år siden, da jeg for første gang i næsten 25 år tog tilbage til den by, hvor jeg gik i folkeskole. Det var en pludselig indskydelse, en invitation til fest på den gamle skole dumpede ind, det passede med noget arbejde, jeg kunne lave i toget, og vupti var jeg med ét sendt tilbage til dengang i 70erne i den lille by i Thy. Jeg startede med at vandre en tur gennem hovedgaden og kunne konstatere, at bageren var der endnu, banken derovre ligeså, isenkræmmeren var der, tøjhandleren også, det lignede sig selv med den løbende opdatering, der følger med årene.



Så blev jeg genforenet med de andre. Vi mødtes i parcelhuset hos en af dem, der blev. Og ja, hvis vi var forskellige dengang, så var det ved første øjekast ingenting i forhold til nu. De, der blev, kendte en masse mennesker i den lille by, som de skødesløst omtalte uden tanke for, at vi, der var rejst, ikke længere anede, hvem de var. De, der blev, kunne nogle lidt andre historier end vi, der rejste. De fortalte mest om, hvad der sker i byen nu. Vi, der rejste, mindedes mest, hvad der skete i byen dengang.



Men så kom vi til at tale om vores børn. Om vores daglige liv. Der var forskelle, men der var flere ligheder. Er undervisningen i skolen god nok? Er det til at få plads i daginstitutionerne? Hvad gør man, når ungerne vokser op og vil gå i byen, og det hele flyder med stoffer? Hvordan får man et familieliv til at fungere med to fuldtidsarbejdende og tre fuldtidsbørn? Hvordan fa’n føles det efterhånden ikke at være helt ung længere?



Måske er det det. Måske er det, hvad der sker, når man bliver midaldrende. Halvgammel. De skel, man som ung helt bevidst etablerer mellem sig selv og de andre, de skarpe identitetsmærker, man bygger sit liv indenfor, forvitrer lige så stille, når man får familie, børn og årringe omkring maven. Som ung flygtede jeg langt væk fra parcelhus-Danmark og svor aldrig at vende tilbage. Nu sad jeg her i barndomsbyen i et parcelhus og blev enig med mig selv om, at det gør jeg nok heller ikke. Men at det i øvrigt næppe ville gøre den store forskel.



Så jeg tog glad hjem til jul i ungdomsbyen denne gang. Gad vidst, tænkte jeg, om man ikke også skulle runde det gamle sted, hvor vi hang ud dengang?