De danske forfattere og islamismen

Store eorupæiske forfattere diskuterer islam og islamisme. Men hvorfor tier de toneangivende daske forfattere om et af tidens vigtigste debatemner? Vi har spurgt forfatterne Stig Dalager og Preben Major Sørensen

De danske forfattere og islamismen - 1
Foto: Claus Bigum
Som beskrevet i sidste lørdags Berlingske Tidende, så har store europæiske forfattere taget bladet fra munden og kritiserer nu offentligt islamismen. Det gælder så prominente navne som Salman Rushdie, Martin Amis, Ian McEwan, Ralph Giordano og Michel Houellebecq. Men hvor bliver de danske forfattere af?

Man bør straks anføre et afgørende forbehold.

Forfattere kan helt legitimt blande sig udenom enhver samfundsdebat. Bare fordi man er god til at skrive romaner eller digte, skal man ikke partout afæskes indspark til samfundets verserende værdidebatter. Men denne bænkevarmer-mentalitet gælder ikke normalt for en række af landets mest fremtrædende forfattere, der gerne blander sig i diverse politiske debatter, bare ikke lige når diskussionen falder på islam og islamisme.

I december 2005, forud for Muhammed-krisen, udsendte 12 toneangivende forfattere resolutionen »Vi siger fra«, som blev skrevet under af bl.a. Klaus Rifbjerg, Suzanne Brøgger, Kirsten Thorup, Carsten Jensen og Hanne-Vibeke Holst. Resolutionen angreb regeringens samarbejde med Dansk Folkeparti, og tonen i den danske udlændingedebat. Senere udsendte samme forfattere en resolution til forsvar for ytringsfriheden, uden dog med et eneste ord at nævne et ord om truslen fra islamismen.

Stig Dalager var en af initiativtagerne til »Vi siger fra«. Han mener, at debatten er for unuanceret, og at det skræmmer forfatterne væk:

»Jeg har skrevet romaner og kronikker om emnet, så jeg synes, jeg gentagne gange har blandet mig i debatten om både ytringsfrihed og religionsfrihed. Jeg har senest beskrevet emnet i min seneste roman »Skyggeland«, hvor jeg blandt andet diskuterer islam overfor islamisme. Men jeg synes den offentlige debat ofte er præget af sort/hvide holdninger. I løbet af Muhammed-krisen skrev jeg fem kronikker om emnet, og jeg synes, det var svært at trænge igennem med et mere nuanceret synspunkt. Eksempelvis forholdt jeg mig kritisk til tegningerne, og blev derfor opfattet som venstreorienteret og kulturradikal, og det er jeg bestemt ikke.«



Men er der ikke et behov for, at forfattere der ofte deltager som samfundsdebattører, også blander sig, når det gælder et så vigtigt aktuelt emne som islamisme?

»Man har da lov til at savne nogle flere tilkendegivelser fra andre forfattere. Jeg savner generelt, at flere deltager i en levende offentlig debat, ikke kun om asylansøgere, men også når det gælder udfordringen fra islamismen. Man kan især fra venstrefløjen savne nogen, der tør stå frem og deltage i debatten, i stedet for bare at krybe i skjul. Når man står overfor en totalitær størrelse, burde der kunne etableres en fælles holdning, uanset politisk tilhørsforhold.«



Når de 12 forfattere var enige om at kritisere regeringen og Dansk Folkepartis behandling af etniske minoriteter, ville det så ikke styrke jeres troværdighed og debatudgangspunkt, hvis I samtidig slog til lyd for frihedsrettighederne og lagde afstand til islamismen?

»Jo, i bagklogskabens hellige lys kan du sikkert have ret. Men vi var en gruppe af forfattere, der ramlede ind i Muhammed-krisen. Vi udsendte også en erklæring om ytringsfrihed efterfølgende, som understregede vores ufravigelige støtte til vores frihedsrettigheder. Jeg tror, mine medforfattere med den erklæring syntes, at vi gjorde vores standpunkt klart.«



Men hvorfor berører jeres erklæring om ytringsfrihed ikke udfordringen fra den fundamentale islamisme med et eneste ord?

»Her kan jeg kun tale for mig selv. I januar 2006, hvor vi skrev erklæringen og endnu ikke havde været vidne til flagafbrændinger og angreb på danske ambassader i udlandet, var vi først og fremmest fokuseret på tilstandene i Danmark. Vi ønskede at præcisere, at vi naturligvis stod last og brast med ytringsfriheden, og at vi brugte den fint i overensstemmelse med traditionen fra bl.a. P.A. Heiberg, nemlig som en platform til kritik af de til enhver tid siddende beslutningstagere og »magthavere«. Personligt anså jeg ikke risikoen for opkomsten af en fundamental islamisme for overhængende i en dansk kontekst. Dengang som i dag kan vi se, at den i en dansk kontekst kun trives i visse meget begrænsede religiøst yderligtgående miljøer, og belært af hvad der siden hændte, må vi tage konsekvent afstand fra den fundamentale, voldeligt udtrykte islamisme. Samtidig mener jeg, at man skal passe på ikke at overreagere på den, i en slags angstens panik og via antiterror-love, der i sidste ende begrænser de borgerlige frihedsrettigheder. På den måde risikerer vi at nedbryde demokratiet i stedet for at udbygge det.«



Men er der ikke en berøringsangst for at skrive kritisk om islams skyggesider?

»Igen kan jeg kun tale på egne vegne. I 2001 udgav jeg et stort essay i kølvandet på 11. september, hvor jeg skriver om begivenhederne som en ny tids totalitarisme, som på mange måder kan sidestilles med andre og tidligere totalitære regimer, som vi kender alt for godt fra det 20. århundrede. Jeg vil gerne anføre, at begrebet islamisme er et stort felt, og i visse sammenhænge kan islamistiske positioner godt fungere som despotkritik. Men den form for islamisme, vi har været konfronteret med i den vestlige verden, den må man entydigt tage afstand fra. Det symbolske skæringspunkt er 11. september, der er fødslen af en ny totalitarisme, som verden bliver belemret med.«



Forfatteren Preben Major Sørensen er aktuel med kortprosasamlingen »De dødes vej«, og har i flere af sine skønlitterære tekster konfronteret truslen fra islamismen. Han mener, de danske forfattere af egennytte og fejhed dukker sig når det handler om islamismen:



Har du et bud på, hvorfor mange af dine kolleger ikke ytrer sig i debatten?

»Det handler desværre om fejhed og den sædvanlige vanetænkning. Man skiller sig ikke gerne ud fra det snævre meningskollektiv, man befinder sig i. Det kan jo åbenbart heller ikke betale sig, hverken anseelsesmæssigt eller økonomisk, at bevæge sig væk fra hovedsporet. Det er en blanding af opportunisme og dumhed. Jeg har svært ved at se det anderledes. Man kan undre sig over, at folk, der normalt godt kan bruge hjernen, åbenbart slår den fra, når det gælder de her spørgsmål.«



Men det forklarer vel ikke, hvorfor debattører, der normalt ikke er bange for at stikke hovedet frem, forfattere som Carsten Jensen og Hanne-Vibeke Holst, også undviger debatten?

»De sidder alt for godt i sadlen, så de har ikke behov for at vove pelsen og lægge sig ud med den faste læserskare. Det er ren og skær populisme, som de normalt kun har hån til overs for. Der er noget skizofrent over den indstilling eksempelvis Hanne-Vibeke Holst har i denne debat. Hun er jo i udpræget grad feminist, men når det kommer til debatten om islam og kvindeundertrykkelse så er hun stort set fraværende. Det er snublende nær hykleriet.«



Det er ofte blevet anført – og Stig Dalager gentager pointen – at diskussionen om islamisme er for kompleks og omfattende til, at man kan komme med så skarpe udmeldinger, som du har gjort, og som dine europæiske kolleger har gjort offentligt?

»Nuancerne er selvfølgelig vigtige, islam er jo ikke den rene voldsgalskab. Religionen har en lang og spændende kulturhistorie, hvor ikke mindst det æstetiske spiller en væsentlig rolle. Men tilværelsen er ikke alene et æstetisk anliggende, der er også eksistentielle valgsituationer, hvor man bliver nødt til at træffe et valg. Det handler om at træde i karakter som menneske. Når man myrder Theo van Gogh i Holland, og sprænger mennesker i stykker i europæiske hovedstæder, så kan der ikke herske tvivl om at man må reagere. Jeg mener, at islamismen – ikke islam – er et angreb på vores livsform, og det kalder i den grad på en stillingtagen. Det er skæbnens ironi, når de samme såkaldte progressive forfattere kun kan mande sig op til at udsende en resolution om den gode tone. Det handler åbenbart om for alt i verden at bevare den gode tone. Undskyld, men det opfatter jeg som et udtryk for rendyrket småborgerlighed. Andet er det ikke.«



I forbindelse med Muhammed-krisen forsøgte man at samle forfatterne om en fælles erklæring, men kun 22 ud af 80 valgte at støtte op. Nytter det overhovedet at engagere danske forfattere i denne debat?

»Hvis de intellektuelle stod sammen og gjorde opmærksom på, at der er et problem, ville det sende et meget tydeligt signal. Der må sammenhold og åndelig mobilisering til, lidt solidaritet med de arme kvinder der bliver undertrykt i religionens navn. Risikoen er selvfølgelig, at man rammer de forkerte. Den åndelige mobilisering skal selvfølgelig ikke gå ud over velintegrerede muslimer, mennesker, der ikke kunne drømme om at flirte med sharia, det ville være ulykkeligt. Man kunne derfor også overveje at gå mere målrettet mod organisationer som Hizb ut-Tahrir, det har man gjort i bl.a. Tyskland.«



Hvordan ser du din egen stilling i den her debat?

»Hvis man kigger mine bøger igennem, vil man kunne se, at jeg er fuld af hån overfor den islamistiske galskab. Jeg har altid anset satiren og provokationen for at være vigtige kunstneriske virkemidler. Men man risikerer jo trusler på livet, hvis man river for mange vittigheder af sig om nogle atavistiske, nedarvede forestillinger. Rivaliseringen mellem de to monoteistiske religioner islam og kristendommen er meget gammel. Der er både gode og dårlige ting i begge religioner, men kristendommen, som den praktiseres i dag, har næppe så megen åbenlys destruktivitet i sig som islam. Jeg undrer mig over, der ikke er andre digtere end Henrik Nordbrandt og mig, som nærer betænkeligheder ved det, der sker i Europa i øjeblikket. Det er påfaldende, at der er så få kunstnere og intellektuelle der tør træde i karakter overfor den islamistiske trussel.«

Hanne-Vibeke Holst og Carsten Jensen ønskede ikke at medvirke i denne artikel.