Dansk udenrigspolitik mellem EU og USA

I løbet af sommeren har både Socialdemokratiet, SF og Ny Alliance markedsført ønsket om en ny udenrigspolitik, men kun på enkelte områder kan jeg se det nye. Dette nye viste sig 30. maj under Folketingets debat om Mellemøsten, hvor netop disse partier stod sammen om et forslag til vedtagelse, der ensidigt kritiserede Israel og slet ikke stillede krav til palæstinenserne. Regeringens forslag, der blev vedtaget sammen med DF, fastholdt vores to-benspolitik, som netop har givet Danmark en indflydelse i regionen. Først med vores forslag til en Køreplan for Fred, som danner grundlag for de aktuelle fredsbestræbelser, og siden i form af Det Arabiske Initiativ til støtte for reformbestræbelserne i regionen. Hvis fornyelsen består i ensidighed, vil den ødelægge Danmarks indflydelse.

En anden fornyelse synes at bestå i en markant USA-kritisk politik under foregivelse af, at vi er et »hale­hæng til Bush«. Men dette er ganske fejlagtigt. Vi fører den udenrigspolitik, der skaffer Danmark størst indflydelse, og vi sætter ind, hvor vi mener, Danmark bør sætte ind. Således var vi f.eks. blandt de første, der sendte nødhjælp til Darfur, og vi fik indkaldt til en uformel konference i FN om Darfur i september i New York, som bidrog til, at Sudan accepterede at forlænge Den Afrikanske Unions tilstedeværelse i regionen. Men vi gjorde det sammen med USA ellers var konferencen næppe blevet til noget, og i hvert fald havde den været nyttesløs uden USA. Det er vist kun den danske opposition, som underkender, at USA er den dominerende spiller på verdensscenen. Det kan man bryde sig om eller lade være, men sådan er kendsgerningen. Derfor giver et godt forhold til USA større muligheder for dansk indflydelse.

En offensiv udenrigspolitik kan føre til resultater. Men det sker kun, hvis man er konstruktiv, åbensindet og i stand til at indgå alliancer. Men gode alliancer kan man kun indgå i, hvis der er tillid til én og der er altså tillid til Danmark og den danske vilje til at fremme menneskerettigheder, demokrati, fred og fremskridt for alle. Disse alliancer må og kan skifte i lyset af den konkrete situation. I Sikkerhedsrådet arbejdede vi f.eks. sammen med Frankrig om Libanon-resolutionen og sammen med Kina om Nordkorea-­resolutionen, som jo begge førte til gode resultater, og sammen med Qatar om gennemførelsen af en Mellemøst-konference, som især de arabiske lande lagde vægt på. Men selvfølgelig opretholdt vi under disse forhandlinger en god dialog med USA, for uden USA var der jo ikke kommet noget resultat, og USA viste sig hver gang konstruktivt.

Formålet med et lands udenrigspolitik er at skabe rammerne for en selvstændig indenrigspolitik. Disse rammer må lægges i lyset af den verden, man er i og gerne vil fremme, og med henblik på at modvirke de tendenser, man ikke vil se fremmet. Et eksempel på det sidste er »sammenstødet mellem civilisationerne« og en verden med udbredt terror, der vil underminere borgernes tryghed og det fredelige samkvem mellem »civilisationerne«. Fordi vi aktivt vil modvirke disse tendenser, påtog vi os i Sikkerhedsrådet formandskabet for Antiterrorkomitéen, gik med i PSI-initiativet (Proliferation Security Initiative), lanceret af USA til bekæmpelse af spredning af masseødelæggelsesvåben gennem bedre inspektion på skibe, og blev formand for missilteknologikontrol-regimet MTCR i 2006, hvor formålet især er at hindre spredning af missiler. Med fuld opbakning fra Folketinget gik vi med i Afghanistan, hvor vi fra starten anlagde en trestrenget strategi: militær, genopretning og humanitær indsats. For freden kan ikke vindes med våben alene. Den samme strategi anlagde Danmark i Irak, hvor vi blev eksempelsættende med udviklingen af det civil-militære koncept, som vi også advokerede for i NATO, og som nu er NATO-strategi. Og fordi den store ødelægger af en fredelig verdensudvikling i dette århundrede er truslen om »sammenstødet mellem civilisationerne«, har vi aktivt sat ind for at give vores bidrag til at snyde netop dem for dette sammenstød, som ønsker det mest, nemlig de fanatiske islamister. Dette gør vi bedst med kombinationen af »hård« og »blød« magt. Hård direkte mod terroristerne, med hvem ingen forhandling er mulig, og blød med hensyn til at fremme moderniseringen, civilsamfundet, økonomien og den mellemfolkelige kontakt i forbindelse med de islamiske lande. Føler befolkningerne fremgang, får fanatikerne tilbagegang.

En tilsvarende tankegang ligger bag vores Afrika-politik, hvor vi for tre år siden indgik en særlig samarbejdsaftale med Den Afrikanske Union (AU) for at styrke de afrikanske landes evne til selv at kunne håndtere kriser og konflikter på kontinentet, ligesom vi sammen med de andre nordiske lande har indgået et tæt samarbejde med 10 afrikanske lande, herunder Sydafrika, Ghana og Tanzania. Dette samarbejde har vi anvendt til at fremme en løsning i Darfur og en forandring i Zimbabwe, hvor vi bl.a. støtter oppositionen. Særligt Sudan vil komme til at stå centralt fremover, når Danmark gennem FN og i et samarbejde med AU, de øvrige EU-lande og USA skal bidrage til indsættelsen af den styrke, som forhåbentlig nu kan bane vejen for en løsning af situationen i Darfur. For går det galt i Afrika syd for Sahara, vil det også gå galt i Nordafrika (bl.a. på grund af immigrationsstrømmene), og så får Europa også flere problemer. Verden hænger sammen, og Afrika ligger lige syd for EU.

EU er vores væsentligste alliance, og vi fører i langt de fleste tilfælde udenrigspolitik sammen med vore partnere i EU. Det betyder ikke, at Danmark blot skal vente og se, hvor de andre lægger deres lod. Vi skal fortsat føre en offensiv politik ved selv at vurdere og derefter argumentere for vores holdning i EU med henblik på at fremme den politik, vi finder er den rette. Men det rokker ikke ved, at Europa får størst indflydelse, hvis vi alle lægger vores lod i den samme vægtskål. Derfor er det også så vigtigt at få en traktat på plads, som sikrer, at det EU, som under dansk formandskab i 2002 blev udvidet med 10 lande, fortsat vil være beslutnings- og leveringsdygtigt. Og derfor har vi arbejdet konstruktivt først for Forfatningstraktaten og siden for Reformtraktaten, som forhåbentlig vil se dagens lys i efteråret.

At et stærkt EU har en rolle at spille, er der mange eksempler på. Iran er ét og tilmed et eksempel som illustrerer, at der ikke er nogen modsætning mellem et stærkt og aktivt EU og et lige så stærkt og aktivt USA. Tværtimod er der tale om et samspil, hvor EU tager føringen på dialogen og forhandlingerne med Iran. Men disse forhandlinger vil ikke føre nogen vegne, hvis de ikke er bakket op af USA. Et andet eksempel er naboskabspolitikken. Med udvidelsen fik EU nye naboer, og det er vigtigt for den fredelige udvikling af Europa, at disse naboer ikke skydes bort. Ukraine, Balkan-landene og Kaukasus vender sig mod vest mod EU og NATO og vi skal støtte dem på denne kurs. Derfor har Danmark udviklet en offensiv naboskabspolitik, som fremmer den demokratiske, civile udvikling i disse lande. I programmet indgår også støtte til den civile udvikling af Rusland for udviklingen i Rusland vil på godt eller ondt påvirke hele Europa.

Vi lever som sædvanlig i en uforudsigelig verden. Der opstår hele tiden nye farer og nye muligheder, men for ikke at blive kastet hid og did og lade tilfældet eller de for tiden stærkeste råde, er det vigtigt at fremme en stabil og forudsigelig verdensorden. Det vil tillige gøre det lettere at få standset regionale uromagere i tide. Denne stabilitet fremmes bl.a. gennem FN og WTO, NATO og EU. Vi skal være aktive og offensive alle disse steder, men her opnår vi mest, når EU og USA trækker på samme hammel. EU kan noget med »blød« magt, som USA ikke kan så godt som vi. Og USA kan noget med »hård« magt, som EU ikke magter. Tilsammen kan vi meget. »Blød« magt er langsigtet, men det hjælper jo ikke, hvis det lange sigt aldrig når at komme i gang, fordi det forhindres af andres »hårde« magtanvendelse, sådan som vi ser det med talebanerne i Afghanistan og de sekteriske voldsudøvere i Irak. De kan kun standses med hård magt, så reformkræfterne kan komme i gang og få tid til at få gennemført de forandringer, der er grundlaget for fremgang og fred i og for befolkningerne.

Selv om der er meget, man kan kritisere USA for, og vi gør det, når det er relevant, så deler vi fortid og fremtid og har et fælles samfundsmål bestående i frihed, demokrati, ligeværd og menneskerettigheder. Hvis vi i et øjebliks irritation over dette eller hint kortslutter den transatlantiske alliance, svækker vi mulighederne for at beskytte og fremme netop vores fælles idealer i en verden, hvor alt for mange for tiden forsøger at komme disse til livs. Får disse for megen medgang, får vi i fremtiden unødig megen modgang.