Dansk skibsfarts største katastrofe

Da DFDSs Amerika-damper »Norge« forliste for 100 år siden syd for klipperevet Rockall, druknede 629 ud af de i alt 727 passagerer, hvoraf mange var emigranter på vej til New York. Hele skibet sank på 20 minutter, og der var kun otte redningsbåde. Den ene kæntrede under nedsænkningen, og to forsvandt for stedse.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Vi tester oplæsning. Fortæl os, hvad du synes her

I dag er det 100 år siden, at DFDS-damperen til Amerika, »Norge«, forliste ved klipperevet Rockall vest for Hebriderne og 629 ud af de i alt 727 passagerer druknede. DFDS har imidlertid ingen planer om at mindes ulykken, til trods for at forliset er den hidtil største skibskatastrofe i dansk skibsfart.

Om morgenen den 22. juni stævnede udvandrerdamperen »Norge« ud fra Københavns Havn med kurs mod New York. »Norge« var en skruedamper, et skroget klinkbygget jernskib bygget 1881 i Glasgow og hjemmehørende hos rederiet DFDSs Amerikalinie. Som emigrantskib havde »Norge« sejlet denne rute mange gange. Ruten gik fra København mod Christiansand og videre nord om Skotland til New York. Den 23. juni anløb damperen Christiansand og stævnede herefter den 25. juni mod New York.

Ruten var således kendt og på forhånd lagt af den nys mønstrede kaptajn Valdemar Gundel, der havde ansvaret for de i alt 727 ombordværende passagerer - heraf 45 besætningsmedlemmer. Mange af passagererne var kommet langvejs fra, og blandt dem fandtes både tyskere, polakker og russere foruden de danske og norske emigranter. I dagene efter afrejsen fra Christiansand forløb sejlturen efter planen, men den 28. juni kl. 07.45 tørnede »Norge« på grund lidt syd for klipperevet Rockall med høj fart. En del af forskibet skurede hen over fast grund, og fra skibets bund kom en rumlende, øredøvende lyd af jernplader, der blev slæbt hen over bunden af skibet.

Oppe på broen stirrede kaptajn Gundel og førstestyrmanden bestyrtet på hinanden. Ude foran stævnen syntes vandet at koge, og det så ud, som om nogle gamle vragstumper kom flydende op til overfladen. Gundel bemærkede, at maskinen stoppede umiddelbart efter grundstødningen, og da han mærkede forskibet lette sig lidt i den tunge dønning og med et nyt, men betydelig mere afdæmpet brag igen støde på den undersøiske forhindring, fløjtede han øjeblikkeligt ned til fjerdemesteren og bad om at få startet op igen.

Så snart han kunne høre stemplernes taktfaste slag, gav han ordre til at slå bak og give fuld kraft for at komme fri af grundstødningen. Denne beslutning viste sig at blive katastrofal, idet skibet nu for alvor tog vand ind. Det var nu kun et spørgsmål om tid, før skibet fyldtes med vand og sank. Hvad endnu værre var, så var der ikke tilstrækkeligt med redningsbåde til de mange passagerer. Blot otte redningsbåde fandtes på »Norge«, og samtlige både manglede stort set alle livsvigtige fornødenheder som tæpper, øser og proviant.

Besætningsmedlemmerne forsøgte først og fremmest at få kvinder og børn firet ned i redningsbådene, men panikken bredte sig, og flere kastede sig ned i det kolde vand, der ikke nåede en temperatur på over fem grader. Men skibet tog nu så meget vand ind, at bagstævnen hævede sig faretruende, og efter blot 20 minutter sank hele skibet. Det var blot lykkedes at få godt 100 passagerer op i syv redningsbåde; den ottende kæntrede under nedsænkningen, og passagererne faldt ud.

Kaptajnen og de 24 overlevende besætningsmedlemmer, heriblandt min oldefar, andenstyrmand Oluf Otte, fordelte sig nu blandt redningsbådene, så der var mindst 2-3 besætningsmedlemmer i hver båd. Men på grund af den høje sø var det ikke muligt at holde alle redningsbådene samlet, og som dagen skred frem, blev fire af bådene skilt fra de øvrige.

Før redningsbådene skiltes, havde andenstyrmand Otte været en af dem, som svømmede fra én redningsbåd til en anden, idet der ikke var nogen besætningsmedlemmer ombord. Før han gjorde det, tog han sine støvler af og gav dem til en af passagererne i båden, der kunne bruge dem til at øse vand. I syv døgn sejlede Otte rundt - uden støvler - før han og bådens 18 øvrige passagerer blev opbragt af en norsk skonnert og sejlet til Thorshavn. Undervejs havde dagsrationen bestået af en skefuld vand og to beskøjter. Som dagene gik, var flere af de nu adskilte redningsbåde blevet opbragt af forbipasserende skibe og sejlet til Stornoway ved Skotland, men to både forsvandt for stedse.

Fra Thorshavn telegraferede Otte straks til DFDS i København og familien på Østerbro, der havde levet i uvished om hans og de øvrige besætningsmedlemmers skæbne.Den 7. juli 1904 trådte Sø- og Handelsretten sammen til det første af en lang række søforhør, der havde til formål at klarlægge, hvordan ulykken var sket. Allerede dagen inden det første søforhør havde avisen »Socialdemokraten« stillet krav om en tilbundsgående undersøgelse. Man havde nemlig heftet sig ved misforholdet mellem antallet af ombordværende og det tilstedeværende redningsmateriel.

Under søforhørene kom det frem, at der kunne være tale om en kompasfejl, hvilket kunne forklare, hvorfor Gundel sejlede syd om Rockall i stedet for den vante nordlige passage. På et tidspunkt udtalte et af besætningsmedlemmerne i retten, at der var magnetiske strålinger i området, som havde påvirket »Norge«s kompas.

Et andet punkt gik ud på, om Gundel havde handlet korrekt ved at sejle ud på den kurs, der havde ført skibet sønden om Rockall. Gundel selv forsvarede dette med usigtbart vejr og faren for at støde på mindre isbjerge. Ifølge første- og andenstyrmanden var der dog på intet tidspunkt i løbet af natten tale om usigtbart vejr eller isformationer i farvandet.

En af de mest overraskende oplysninger under søforhøret var, at Gundel ikke kunne præcisere, hvor han nøjagtigt var stødt på grund. Senere undersøgelser har imidlertid vist, at det formentlig var det såkaldte »Helenerev«, der lå ca. 18 sømil fra Rockall.

Pressens reaktion på Gundels uvidenhed blev skarp, og flere dagblade krævede også hans hoved på et fad. Gundel tog til genmæle og udtalte i retten, at det næppe kunne være »Helenerevet«, men derimod et andet skibsvrag, idet han selv havde observeret vragstumper komme til overfladen henne foran skibet, da det stødte på grund.

Sikkerheden om bord på skibet blev også gennemgået under søforhørene, og det kom frem, at der foruden det store passagerantal i forhold til redningsbåde også manglede redningssudstyr. Desuden var der ikke afholdt bådøvelser, som forskrifterne påbød. Hermed blev søgelyset rettet på skibstilsynet, men Sø- og Handelsretten valgte ikke at foretage sig yderligere i sagen.

Pressen, og især »Socialdemokraten«, var dog langtfra tilfreds med rettens behandling af spørgsmålene og krævede nu både rederiet DFDS og Gundel stillet til ansvar. Som en følge af denne kritik rejste Justitsministeriet sag mod rederiet og Gundel, men begge blev af Sø- og Handelsretten frifundet på alle områder. Dertil kom, at DFDS ikke blev kendt erstatningspligtig over for de efterladtes familier. Retten påtalte dog Gundels håndtering af skibet, efter at det var stødt på grund, ved at lade det bakke fri igen. Samtidig pålagde retten ham selv at betale sin del af sagsomkostningerne.

»Norge«-katastrofen blev en af de mest omfattende skibskatastrofer i Europa i fredstid, blot otte år inden Titanics forlis. For størsteparten af de efterladte blev følgevirkningen, at de havde mistet en forsørger. De fleste af søfolkene var yngre mennesker, og deres enker og pårørende var i mange tilfælde henvist til en kummerlig fremtid. Andre måtte i årene derefter leve med ledegigt som følge af det lange ophold i rum sø.

På Stornoway blev der samme år, som ulykken indtraf, samlet ind til de overlevende og afholdt en mindekoncert, men i København var alle tavse.

For andenstyrmand Otte betød det ikke et farvel til DFDS. Han var fortsat eneforsørger af familien og nød tvang ham til at blive i rederiet, der imidlertid degraderede Otte med en mindre hyre end hidtil på grund af hans udtalelser om Gundels manglende sømandsevner og alkoholmisbrug. De pårørende i Ottes redningsbåd følte dog en vis taknemmelighed over for andenstyrmanden og fik samlet et mindre beløb ind, som foræredes ham i et lille dekoreret træskrin, der i lågets top bar hilsnen: »Til Minde om Deres kjække Daad ved »Norge«s Forlis«.