X Factor beholder dommertrio i næste års sæson
TV 2 mener, at der er en god dynamik imellem "X Factors" tre dommere, som alle tager en sæson mere.

TV 2 mener, at der er en god dynamik imellem "X Factors" tre dommere, som alle tager en sæson mere.

Det bliver igen Thomas Blachman, Drew Sycamore og Benjamin Hav, som skal forsøge at hjælpe håbefulde sangtalenter til tops i den kommende sæson af "X Factor".
Det skriver TV 2 i en pressemeddelelse.
- Ud over at der er en god dynamik mellem de tre, repræsenterer de hver især meget forskellige genrer og musiksmag, og det er præcis det, der gør "X Factor" til et bredt underholdningsformat for alle, siger TV 2's underholdningsredaktør, Dorte Borregaard, i meddelelsen.
For både Drew Sycamore og Benjamin Havs vedkommende er det anden tur i "X Factor"-dommerstolen.
- Jeg glæder mig til at være med igen, og den her gang vil jeg tage mig sammen. Den her gang vil jeg gøre mig umage og være en god ansat. Det bliver min første gang som andengangsdommer, og jeg elsker at gøre noget for første gang, for så er der ingen forventninger til, at jeg skal være god, siger Benjamin Hav i pressemeddelelsen.
Med næste års sæson bliver det 19. gang, at programmets tredje dommer, Thomas Blachman, er med.
Drew Sycamore afløste i forrige sæson Nanna Øland Fabricius, der også er kendt under kunstnernavnet Oh Land, i dommerstolen.
Oh Land trak sig fra programmet inden forrige sæson. Hun fortalte senere, at det skyldtes, at hendes datter var blevet ramt af kræft.
I juli skrev Oh Land på det sociale medie Instagram, at hun ikke var blevet tilbudt at komme tilbage til sæsonen i 2027, og at det ikke var hendes eget valg.
- Jeg har elsket det arbejde i alle år og er ked af at skulle tage afsked med det under så hårde omstændigheder. Men jeg vil gerne takke alle de fantastiske talenter, jeg har stiftet bekendtskab med i årenes løb, og for alle oplevelserne med jer alle, skrev hun dengang.
TV 2 skriver, at den kommende sæson af "X Factor" får premiere i starten af 2027.
"X Factor" fik dansk premiere i januar 2008. Dengang blev programmet sendt på DR.
RITZAU