Weekendens vejr bliver tørt og med fine muligheder for at mærke solen.

Det siger Mette Zhang, som er vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI), tidligt fredag morgen.

- Man skal i weekenden bare komme ud og nyde sol og lys, inden efteråret for alvor kommer, siger hun.

Fredag vil de fleste stå op til en morgen med solskin, selv om der lokalt kan ligge lidt skyer - særligt over Sjælland - mens der nede over de sydligste egne kan ligge høje, tynde skyer.

I fredagens løb vil der desuden brede sig lidt skyer over Nordjylland.

- Men vi forventer, at det er en kortere intermezzo, før det klarer op, og vi får en ganske fin efterårsdag.

Temperaturerne vil ligge på 14-17 grader, og vinden bliver ude ved kysterne frisk og muligvis hård fra en øst- og sydøstlig retning.

Lørdag vil vejrmæssigt ligne fredagen - her venter endnu en dag med sol, lidt skyer og 14-17 grader.

- Det overordnede indtryk vil være en ret solrig dag. Lørdag bliver ganske behagelig, især hvis man kan finde en krog med både sol og læ, siger meteorologen.

Ugens sidste dag kan byde på lidt flere skyer, men det bliver alligevel en tør dag med sol flere steder og 15-17 grader, siger Mette Zhang.

- Alle får solen at se i en eller anden udgave. Og til gengæld vil der søndag være lidt mindre vind. Den aftager en smule til svag til jævn vind fra østlig eller sydøstlig retning.

Weekendens tørre vejr med fine solchancer skyldes et højtryk, der aktuelt ligger over Sydsverige. Det holder fronter og regnvejr væk fra Danmark.

- Jeg synes, man skal tage ud og gå en tur, måske ved stranden. Og hvis man hører til de friske, kunne man godt nyde en dukkert, men man skal nok være beredt på lidt bølger på grund af vinden, siger hun.

/ritzau/