Vrede Sandvad-borgere må ikke demonstrere ved asylcenter

De første asylansøgere er flyttet ind på Center Sandvad, og nu har de lokale fået påbud mod at demonstrere.

Borgerne i den jyske by Sandvad er stærkt utilfredse med, at der skal bo asylansøgere i deres kvarter. Derfor demonstrerer de. Claus Fisker/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Borgerne i den lille jyske by Sandvad, hvor der ligger et asylcenter, har fået forbud mod at demonstrere foran asylcenteret.

Det skriver Ekstra Bladet.

Borgerne er blandt andet utilfredse med, at de ikke har fået at vide, hvornår der ville flytte asylansøgere ind på asylcentret, fordi asylcentret kan huse asylansøgere med alvorlige psykiske lidelser og domme.

Borgere i Sandvad fortæller til Ekstra Bladet, at de opdagede, at de første asylansøgere var flyttet ind på asylcentret, fordi de var i gang med deres daglige demonstration foran asylcentret.

Kirsten Paugan, der er formand for beboerforeningen i Sandvad, siger til avisen, at politiet den dag bad demonstranterne om at dæmpe sig af hensyn til de nye beboere og deres psykiske tilstand.

»Jeg er meget forarget over, at de vælger at flytte dem sådan i smug,« siger hun.

Få timer efter modtog hun et påbud mod at demonstrere foran asylcentret.

Ekstra Bladet har spurgt udlændingestyrelsen, hvorfor beboerne i Sandvad ikke længere må demonstrere foran asylcentret.

Udlændingestyrelsen skriver i et skriftligt svar til avisen, at den prioriterer at håndtere situationen bedst muligt i forhold til hensynet til de mennesker, som styrelsen har ansvar for.

Kirsten Paugan siger, at de vrede borgere vil fortsætte med at demonstrere inden for lovens rammer.

Asylcentret skal huse omkring 15 asylansøgere.

Udlændinge- og Integrationsminister Mattias Tesfaye (S) afviste på et samråd i slutningen af november at udtale sig om, hvorvidt asylansøgere, der skal bo på centret, er dømte.

Flere medier har dog beskrevet, at der skulle være tale om dømte asylansøgere.

Ministeren sagde dog, at der »i gruppen af plejekrævende personer kan være folk, som er dømt for kriminalitet«.

Mattias Tesfaye har også lovet, at myndighederne vil tage ansvar for trygheden i byen.

/ritzau/