Von der Leyen trækker i nødbremsen: Stop for alle rejser til og fra Sydafrika

Formanden for EU-Kommissionen, Ursula von der Leyen, opfordrer nu EU-landene til effektivt at standse alle rejser til og fra lande i det sydlige Afrika. Det danske transportministerium meddeler også strammere regler for indrejse til Danmark.

Formanden for Europa-Kommissionen, Ursula von der Leyen, opfordrer til stop for alle flyvninger til og fra det sydlige Afrika indtil videre. Fold sammen
Læs mere
Foto: Johanna Geron/Reuters
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den nye coronavariant med navnet B.1.1.529 vækker nu så stor bekymring, at formanden for EU-Kommissionen trækker i den helt store bremse og opfordrer medlemslandene til at stoppe rejse til lande i det sydlige Afrika.

»Vi tager nyheden om den nye variant meget alvorligt. Vi ved, at disse mutationer kan føre til nødtilstande og kan sprede sig til endda mere bekymrende varianter, der igen kan spredes til resten af verden inden for nogle måneder,« sagde von der Leyen i en erklæring.

»Det er derfor vigtigt, at alle i Europa agerer hurtigt og beslutsomt og sammen. EU-Kommissionen har derfor foreslået medlemslandene at aktivere den såkaldte »nødbremse« på rejser fra landet i det sydlige Afrika og andre lande, der er påvirkede, for at standse den nye variant i at spredes,« sagde hun.

Hun sagde, at alle rejser til disse lande skal suspenderes, indtil »vi har en klar forståelse af farerne ved denne nye variant«, og at rejsende fra denne region skal respektere strenge karantæneregler, sagde hun.

Varianten er allerede fundet i et tilfælde i EU i Belgien.

»En række lande på det afrikanske kontinent klassificeres fra og med lørdag 27. november 2021 som røde, og der genetableres flyveforbud i overensstemmelse med den politiske aftale om markante lempelser af rejserestriktionerne af 12. oktober 2021,« hedder det i en pressemeddelelse fra det danske Transportministerium.

»Det vil således være forbudt at lande i Danmark med passagerer, der flyver fra røde lande og regioner, og som ikke har en negativ covid-19-test. Kravet vil gælde passagerer fra og med 15 år,« skriver ministeriet i en pressemeddelelse.

»Den globale pandemi er langt fra overstået, og derfor tøver vi heller ikke med at bruge de værktøjer, vi har. Nu ser vi igen en ny og tilsyneladende mere smitsom variant, og derfor genindfører vi flyveforbuddet,« siger transportminister Benny Engelbrecht (S) ifølge Ritzau.

De røde lande, hvorfra det vil være forbudt at lande med passagerer uden en negativ test, er Botswana, Eswatini (tidligere Swaziland), Lesotho, Mocambique, Namibia, Sydafrika og Zimbabwe.

Der er ingen direkte flyvninger til Danmark fra de pågældende lande.