Vinterferie kan give ekstra pres på de danske veje fredag

Rederi har haft gang i bookingerne, og Vejdirektoratet regner også med en smule ekstra travlhed fredag.

Trafik. Vej. Kørsel. Motorvej. Bil. Biler. Kø. Bilkø. Myldretid. Trængsel. Køretøj. Køretøjer. Varevogn. Varevogne. Thomas Lekfeldt

For mange begynder vinterferien, når de går hjem fra arbejde denne fredag eftermiddag, og det kan give ekstra travlhed på vejene.

Sådan lyder det fra Jakob Riis-Petersen, vagthavende i Vejdirektoratets Trafikcenter fredag morgen.

»Vi regner med, at der kan være lidt flere biler i dag fredag fra 14 til 18, hvor de ferietrafikanter, der kommer ud på vejene, vil blande sig med myldretidstrafikken. Så det kan give øget risiko for tæt trafik,« siger han.

Hos Molslinjen regner man med en del trafik på ruterne i uge 7 og weekenden op til, oplyser rederiet.

Her har man for alle ruter haft 37 procent flere bookinger end i samme periode i 2020, hvor den seneste relativt normale vinterferie fandt sted.

Dengang var coronapandemien endnu i den meget tidlige fase.

Molslinjens kommercielle direktør, Jesper Skovgaard, ser bookingerne som et tegn på, at »en slags normalitet er ved at indfinde sig efter en lang coronavinter«.

»Vi har allerede hævet bemandingen på vores færger og gør klar til at have rigtig travlt,« siger Jesper Skovgaard i en pressemeddelelse.

Molslinjens tal er for perioden den 11. til den 20. februar og gælder bookinger, som er foretaget frem til og med 8. februar.

/ritzau/