Middellevetiden er steget, men en større andel lever med langvarig sygdom eller helbredsproblemer.

Det viser Den Nationale Sundhedsprofil 2025, som er lavet af Statens Institut for Folkesundhed ved Syddansk Universitet (SDU), de fem regioner og Sundhedsstyrelsen.

Siden 2010 er den gennemsnitlige levealder for mænd steget fra 76,5 år til 79,6 år. Blandt kvinder er den i samme periode steget fra 80,8 år til 83,4 år.

Men samtidig er andelen af borgere, som lever med langvarig sygdom eller helbredsproblemer, steget med næsten fem procentpoint til 38,3 procent i 2025.

Andelen er en smule større blandt kvinder end blandt mænd.

Undersøgelsen bygger på besvarelser fra over 135.000 personer på 16 år eller derover. Den har til formål at give et samlet billede af status og udvikling i sundhed, sygdom og trivsel i Danmark.

De hyppigste sygdomme og helbredsproblemer i 2025 er ifølge undersøgelsen allergi, forhøjet blodtryk og slidgigt.

Andelen, der lever med langvarig sygdom eller helbredsproblemer, stiger med alderen for både mænd og kvinder, mens der også ses en større andel blandt personer med kortere uddannelse.

Undersøgelsen har også set på befolkningens alkohol- og tobaksvaner. Og her er der fremgang at spore.

I dag drikker 14,4 procent af den voksne befolkning mere end Sundhedsstyrelsens anbefalinger. Det er markant mindre end i 2010, hvor det gjaldt 24,6 procent.

Faldet er størst blandt de 16- til 24-årige og 55- til 64-årige.

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at voksne over 18 år højst drikker ti genstande om ugen og højst fire genstande på samme dag.

Siden 2010 er andelen, der angiver, at de ryger dagligt, halveret. I 2025 svarer 10,5 procent, at de ryger dagligt.

- Det er positive tendenser, men de skal ses i lyset af, at både alkohol- og tobaksforbruget tidligere har ligget på et meget højt niveau, især blandt unge, siger Anne Illemann Christensen, som er projektleder og forskningsleder på Statens Institut for Folkesundhed i en pressemeddelelse.

Hun peger desuden på, at andre studier viser, at der med faldet i rygning også ses en stigning i brugen af røgfri nikotinprodukter.

/ritzau/