Vi er nødt til at genoverveje forestillingen om, at NATO kan beskytte os mod Rusland

Ved en krig mod Rusland vil NATO være dårligt rustet, advarer militæreksperter. For selvom truslen fra Rusland efterhånden står lysende klar, ændrer den store vestlige forsvarsalliance strategi, som en supertanker ændrer kurs.

NATO er ikke rustet til en krig mod Rusland på de europæiske stepper, advarer militære eksperter. På fotoet ses danske soldater i Letland under NATO-øvelsen Silver Arrow i 2015. Ints Kalnins/Reuters/Ritzau Scanpix

NATO er en militærmagt uden historisk sidestykke, men hvis alliancen her og nu skulle udkæmpe en krig mod Rusland i Europa, ville den være ringe rustet, med sine gamle kampvogne, begrænsede artilleri og nærmest ikkeeksisterende luftværn.

Advarslen lyder fra norske Ståle Ulriksen fra FHS Sjøkrigsskolen og bakkes klart op af Kristian Søby Kristensen, som forsker i sikkerhedspolitik ved Københavns Universitet (KU), mens Esben Larsen, militæranalytiker ved Forsvarsakademiet, har større forbehold.