Hjerneforskeren Peter Lund Madsen blev i Danmark kendt som "HjerneMadsen", efter at han i mere end ti år var vært på radioprogrammet "Hjernekassen".

Han døde pludselig den 10. august 2025, og prisen, som blev stiftet i hans navn, er mandag på Christiansborg blevet uddelt for første gang. Og den første modtager er Veteranhjem Fredericia.

For at modtage Peter Lund Madsen Prisen skal man blandt andet arbejde med at nedbryde tabuer og fordomme om psyken, formidle faglig viden til gavn for alle og bidrage til et samfund med mere forståelse.

At det netop er Veteranhjem Fredericia, prisen går til, er en stor glæde for stedets leder, Lars Ejby Pedersen.

- Det er et stort skulderklap for vores veteraner og ikke mindst vores frivillige. Vi er jo ikke noget behandlingssted, vi er et hjem, der skaber fællesskaber og kammeratskaber for vores veteraner og familier.

Veteranhjem Fredericia er et af seks danske veteranhjem, som drives af Fonden Danske Veteranhjem. De kalder det et "hjem", fordi det skal være et trygt sted, men veteranerne bor der ikke.

Veteranhjemmene er et gratis tilbud for krigsveteraner og deres familier, hvor de i et trygt fællesskab kan deltage i aktiviteter, men også tale om deres oplevelser og psykiske og fysiske mén fra at være udstationeret.

Hjemmet fik besøg af Peter Lund Madsen, inden han gik bort af et akut hjerteinfarkt.

- Det, der for os kom til at stå så soleklart, var, at han virkelig kærede sig om veteranerne. Der oplevede vi i høj grad den empatiske Peter Lund Madsen, som kærede sig om mennesket, og hvordan man kunne hjælpe det, men ikke gik så meget op i diagnoserne, siger Lars Ejby Pedersen.

Peter Lund Madsen var meget imponeret over den betydning, det har for veteranerne at have et sted, hvor de i fællesskab kan dele og bearbejde de aftryk, som krig og traumatiske oplevelser kan sætte på menneskesindet, skriver foreningen i en pressemeddelelse.

Peter Lund Madsen Prisen ærer hans minde og virke som hjerneforsker, læge og formidler og uddeles af Peter Lund Madsen Foreningen, der blev stiftet af fagfolk, pårørende og nære efter hans død.

Prisen uddeles af Peter Lund Madsen Foreningen for at videreføre hans virke for forståelsen af menneskehjernen med særligt fokus på mennesker med psykiske udfordringer.

Prisen vil hvert år blive uddelt til personer, organisationer eller indsatser og er i år udvalgt af Peter Lund Madsen Foreningens bestyrelse på fem medlemmer.

RITZAU