Hvis ulve kommer inden for ti meter af mennesker i vestjysk skovområde og ikke kan skræmmes væk, må Naturstyrelsen skyde dem.

Det har Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø givet styrelsen tilladelse til i Danmarks tredjestørste skovområde, Klosterheden Plantage, der ligger mellem Struer og Lemvig.

Naturstyrelsen har i forvejen en øget opmærksomhed på ulvene i området, efter en ulv er kommet for tæt på en hundelufter, da ulven udviste interesse for hunden, der var i løbetid.

Det skriver Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø i en nyhed.

Ulven vurderes dog ikke til at være til fare for hverken mennesker eller hunde, skriver styrelsen, der understreger, at man derfor fortsat kan bruge området som sædvanligt over jul og nytår.

Ulven er generelt fredet og må kun skydes, hvis den kategoriseres som en såkaldt problemulv, og myndighederne har givet tilladelse.

Definitionen af en problemulv blev udvidet i foråret i forbindelse med en handlingsplan, som minister for grøn trepart Jeppe Bruus (S) lancerede.

Det betyder blandt andet, at en ulv, der trods forsøg på bortskræmning viser sig inden for byskiltet, betragtes som en problemulv.

Ulve, der angriber husdyr, defineres også som problemulve, efter de har angrebet husdyr bag ulvesikrede hegn én gang.

Det giver adgang til, at der kan søges om tilladelse til at skyde ulven.

I september fik to landmænd tilladelse til at skyde en problemulv i Klosterhede-reviret i Vestjylland.

Med dét trådte en ny regel, der blev indført i forbindelse med Bruus' handlingsplan i foråret, i kraft.

Reglen betyder, at husdyravlere i Lemvig og Struer kan bede om lov til at regulere - hvilket vil sige at skyde - ulve, hvis deres dyr bliver angrebet.

Siden da har flere fået tilladelse, og tilladelser er blevet forlænget.

De nye regler blev indført, efter at der i februar fandt et ulveangreb sted bag et ulvesikret hegn nær Vemb i Vestjylland, hvor 17 får blev dræbt.

/ritzau/