Vesterbrogade foran Tivoli lukker for biltrafik i syv måneder
Centralt stykke vej skal midlertidigt gøres til et grønt byrum med mindre trafik og mere plads til opholdsrum.

Centralt stykke vej skal midlertidigt gøres til et grønt byrum med mindre trafik og mere plads til opholdsrum.

I et byrumsforsøg lukkes en central del af Vesterbrogade i København for biltrafik i syv måneder.
Området har indtil i dag været en trafikeret vej med Tivoli og Industriens Hus på den ene side og bygningerne Axel Towers på den anden.
Men gældende fra tidlig morgen fredag 1. maj og frem til 1. december skal Vesterbro Passage i stedet byde på et midlertidigt byrum med trædæk, nye træer, plantebede og bænke.
I forsøgsperioden lukkes Vesterbrogade mellem Hammerichsgade, Bernstorffsgade og H.C. Andersens Boulevard for biltrafik.
Busser, cyklister og fodgængere kan fortsat passere strækningen, men den trafik flyttes til den nordlige side af vejen - i retning væk fra Rådhuspladsen.
Formålet er at teste, hvordan området kan fungere med mere grønt og mere plads til byliv i både dag- og nattetimerne.
Klima-, miljø- og teknikborgmester Line Barfod (EL) glæder sig til at se, hvordan københavnerne tager imod det nye område. Håbet er nemlig, at gøre hovedstaden endnu grønnere.
- Prøveperioden skal vise os, hvad der virker og ikke virker. Når vi i fremtiden skal lave en permanent løsning, kan vi tilpasse det ud fra erfaringerne fra prøveperioden.
- Vi vil prøve det af, for at høre borgernes vurdering af hvad der fungerer, siger Line Barfod.
Københavns Kommunes ønske er at forandre strækningen til en fremtidig bypark.
Ni nuværende parkeringspladser nedlægges desuden på strækningen frem til december. Der etableres dog to handicapparkeringspladser på Jernbanegade.
Der etableres desuden omkørsel for bilister under prøveperioden.
Bilister fra Vesterbrogade i retning mod Amager skal benytte Bernstorffsgade og Tietgensgade til H.C. Andersens Boulevard.
Bilister i retning mod Søerne skal benytte Hammerichsgade til H.C. Andersens Boulevard.
I perioden vil kommunen opsætte skilte, der informerer om ruterne.
/ritzau/