Københavns Vestegn får en ny festival med navnet Festegnen.
Festivalen får en kapacitet på 30.000 tilskuere, når den løber af stablen over to dage i Rødovre 19. og 20. juni næste år.
Det skriver TV 2 Kosmopol.
- Vi vil gerne vise, at Vestegnen kan tiltrække både store artister og publikum fra hele landet, lyder det fra festivalens skaber, Riffi Haddaoui, i en pressemeddelelse.
- Festivalen kommer til at samle mennesker på tværs af generationer og skabe en tradition, som området kan være stolte af, udtaler han ifølge TV 2 Kosmopol.
Det er holdet bag "Vi Elsker"-konceptet, der står bag den nye satsning. De har tidligere arrangeret en lang række koncerter i hele landet med fokus på 90'er-musik.
De første navne til Festegnen er allerede offentliggjort.
Ifølge TV 2 Kosmopol kan publikum blandt andet glæde sig til Scooter, Sigala, Paul Elstak, Laidback Luke, Faustix, Birthe Kjær, Outlandish, Snap! og Østkyst Hustlers.
Ifølge Ekstra Bladet vil der være fire scener på Festegnen. De bliver opført i Espelunden, hvor festivalen finder sted.
Espelunden er en park i Rødovre, der til daglig blandt andet rummer idrætsanlæg og sportsfaciliteter.
Rødovre har omkring 45.000 indbyggere, men det tal kan for en kort stund stige markant, når tusindvis af festivalgæster indtager byen næste sommer.
Til avisen fortæller festivalens skaber, Riffi Haddaoui, at Festegnen kommer til at erstatte de andre koncerter, som "Vi Elsker" normalt afholder rundt omkring i landet.
Han tilføjer dog, at der er planer om en Skandinavien-tour i slutningen af 2026 eller i 2027.
- Men denne her festival bliver så stor og omfattende, så det er den eneste, vi planlægger i Danmark i sommeren 2026, siger Haddaoui til Ekstra Bladet.
Festivalen beskriver selv Festegnen som Vestegnens første store musikfestival.
/ritzau/