Siden Skattestyrelsen fredag aften åbnede for adgangen til årsopgørelsen for 2025, har der været knap en million login på Skats hjemmeside.

Konkret har der frem til klokken 15 lørdag været 956.516 login på hjemmesiden.

Tallet angiver antal klik og ikke unikke brugere.

Det viser den seneste opdatering fra Skattestyrelsen, som er udgivet lørdag klokken 18.

Styrelsen har også delt en graf over ventetiden i køen, som indtil videre toppede cirka klokken 11, hvor ventetiden lå på godt 225 minutter.

Siden faldt ventetiden, og klokken 15 lå den på omkring tre timer.

Ventetiden steg generelt markant i løbet af lørdag morgen og formiddag, hvor MitID oplevede ustabilitet.

Kun få brugere kunne i en rum tid bruge den digitale login-tjeneste NemLog-In, og det gik ud over de mange borgere, der sad i kø for at tjekke årsopgørelsen.

Tidligere lørdag oplyste Ulrick Junge, underdirektør i Skattestyrelsen, at mere end 500.000 borgere allerede havde tjekket deres årsopgørelse.

Styrelsen åbner officielt først for adgangen til årsopgørelsen mandag.

Men i løbet af weekenden er årsopgørelsen åben i test. Det betyder, at der kan forekomme justeringer og rettelser.

Lidt efter klokken 18 lørdag sidder knap 180.000 borgere i kø på Skats hjemmeside.

I årsopgørelsen kan man se, om man skal have penge tilbage i skat, eller om man skal betale restskat.

Sidste år blev der udbetalt overskydende skat til 3,8 millioner borgere. De fik sammenlagt over 25 milliarder kroner.

Skal man have penge tilbage, udbetales de til NemKonto fra 24. april.

/ritzau/