Vanrøgt af heste i Silkeborg meldt til politiet

Dyrenes Beskyttelse har anmeldt vanrøgt af heste - muligvis med døden til følge - til politiet.

Dyrenes Beskyttelse har anmeldt vanrøgt af en gruppe heste i Silkeborg til politiet. Der er tale om en gruppe heste, der ifølge dyreorganisationen befinder sig på en plantage nær Faurholtvej nord for Vrads.

Ifølge dyreværnschef Yvonne Johansen hos Dyrenes Beskyttelse er hestene udsultet, og der ligger flere kadavere af døde heste på arealet.

Hestene er en del af et naturplejeprojekt på Faurholtvej i Silkeborg Kommune, hvor de er blevet sat på plantage for at holde vegetationen nede.

Men ifølge dyreværnschefen bliver der ikke taget hensyn til hestenes behov for næring i dette tilfælde.

»Det er dybt problematisk, fordi hestene er blevet afmagret på en sygelig måde. I den konkrete sag kan vi se en del kadavere på området.«

»Vi har en kraftig formodning ud fra vidneforklaringer, og hvad vi selv har set, at flere af hestene kan være sultet ihjel,« siger Yvonne Johansen.

Ifølge Dyrenes Beskyttelse er området, hvor hestene går, indhegnet, så det ikke er muligt for hestene at flytte sig efter mere græs og føde.

Flere af de heste, der er i live, er så udsultede, at det ifølge Dyrenes Beskyttelse "er på grænsen til, at de ikke kan reddes".

Det er ikke et enkeltstående tilfælde, forklarer Yvonne Johansen.

»Vi ser engang imellem sager, hvor dyr - heste og kvæg - der bliver brugt til naturpleje, ikke får tilpas nok næring til at overleve en vinter for eksempel,« siger hun.

Hos Dyrenes Beskyttelse håber man med politianmeldelsen at få stillet ejerne af hestene og området til ansvar.

»Den konkrete sag er blevet meldt til politiet, og vi håber, der bliver taget hånd om de resterende dyr,« siger Yvonne Johansen.

/ritzau/