Valdemar blev syg samme dag som Mette Frederiksens historiske beslutning: »Jeg lå og tænkte: Er det for sent?«

Videodagbog fra corona-Danmark: Seks dage efter at 29-årige Valdemar Glahn-Abrahamsen havde lagt sig, med hvad han troede var normal influenza, befandt han sig på Bispebjerg Hospitals fjerde sal med en iltslange i næsen. Mød ham og fem andre danskere i deres videodagbog her.

 
Seks forskellige danskere giver et indblik i vores nye hverdag. Fold sammen
Læs mere

I begyndelsen isolerede Valdemar sig på kollegieværelset og regnede med, at kroppen selv kunne kurere feberen. Roomies bragte mad til ham, som de stillede ved døren, og han afsprittede selv sit service på værelset. Alligevel blev feberen ved med at stige, og termometeret viste tal på den forkerte side af 40.

»Det allervoldsomste var, da jeg lå derhjemme, fordi jeg ikke kunne trække vejret ordentligt og fik ondt i højre side af brystet.

Der lå jeg og tænkte: Er det for sent? Kan jeg reddes? Jeg troede faktisk, at jeg skulle dø.«

Valdemar blev indlagt på akutafdelingen på Bispebjerg Hospital i København, han fik ilt gennem næsen, fik taget et røntgenbillede af lungerne, og han kom på en isolationsafdeling. Alt sundhedspersonale var iført beskyttelsesdragter – de fleste også beskyttelsesbriller.

»Jeg glæder mig til at kunne vinke til min kæreste og se hende igen – og til at trække vejret uden hjælp.« Fold sammen
Læs mere

Samme dag, som statsminister Mette Frederiksen (S) traf den historiske beslutning om at lukke størstedelen af Danmark, blev Valdemar syg med covid-19. Og siden lige netop den dag har vi alle haft samme udgangspunkt: Coronavirussen styrer vores liv, vores hverdag og vores frihed.

Den tidligere kræftpatient Sonia Poulsen på 83 år lever sammen med sin sukkersygeramte mand, Frederik, i isolation fra omverdenen. Ingen af dem har råd til at blive smittet.

De to veninder Mia og Sarah er strandet på et hotelværelse i Peru med uoverskuelige udsigter i forhold til at komme hjem til Danmark.

10-årige Mille i Hellerup kæmper med Aula, hjemmeundervisning og savnet af fodboldtræningen.

Vidt forskellige situationer, men alligevel i en usædvanlig form for fælles skæbne.

Efter en nat på Bispebjerg blev Valdemar Glahn-Abrahamsen overført til Rigshospitalets infektionsafdeling.

Til daglig er han sund, rask og fri af kroniske sygdomme. Nu målte hans infektionstal 300 – normalt skal det være under fem.

»Jeg har aldrig været indlagt, så at gå fra nul til hundrede havde jeg ikke lige regnet med. Jeg følte mig dog i sikkerhed på hospitalet, og håbede egentlig bare, at det ville gå hurtigt over.«

Det nager ham – Valdemar har aldrig fundet frem til, hvor eller hvordan han blev smittet.

»Det skræmmende er jo netop, at du lige pludselig kan blive ramt. Det kan ske for alle. Jeg har selvfølgelig tænkt over, om jeg har smittet nogle, men jeg kender heldigvis ingen andre, der er blevet syge. Man skal ikke være paranoid, men det skal virkelig tages alvorligt.«

Se, hvordan det går med Valdemar i dag i videoen øverst i artiklen, og få indblik i vores nye fælles hverdag. Dem, der holder landet kørende, dem, der skal reddes, og dem, der bare skal have tiden til at gå.