Vaccinationskalender påvirkes næppe af CureVac-resultater

Det tyder ikke på, at der kommer ny forsinkelse med en opdatering af vaccinationskalenderen, der er på vej.

Sundhedsstyrelsen orienterer om sin vurdering af, om de 12-15-årige skal tilbydes vaccination med COVID-19. Formand for Dansk Pædiatrisk Selskab (DPS), Klaus Birkelund Johansen, og direktør for Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm, deltager i pressemødet i Eigtveds Pakhus i København torsdag den 17. juni 2021. Fold sammen
Læs mere
Foto: Olafur Steinar Gestsson
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

De skuffende foreløbige resultater for effekten af vaccinen fra CureVac ser ikke ud til at få nogen betydning for vaccinationskalenderen ifølge Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm.

»Jeg har efterhånden lært, at jeg kan ikke garantere noget med vaccinationskalenderen. Men der er ikke meget, der tyder på, at det bliver skudt yderligere,« siger han.

CureVac oplyste onsdag aften, at de foreløbige resultater af selskabets vaccine mod covid-19 ikke mødte »de statistiske succeskriterier«.

Søren Brostrøm gentog også fredag, at de danske myndigheder ikke længere forventer, at vaccinen fra CureVac bliver en del af det nuværende vaccinationsprogram i Danmark.

»Vi må regne med, at vi ikke får CureVac i spil i forhold til at færdiggøre vaccinationen af målgruppe 10,« siger Brostrøm torsdag.

Der er dog en opdateret vaccinationskalender på vej, oplyser han.

»Jeg forventer, at vi også kan komme med en opdateret vaccinationskalender, samtidig med at vi kommer vores revurdering omkring AstraZeneca og Johnson & Johnson, i forhold til om de skal i spil eller ej.«

»Vi får også vaccineret nogle i tilvalgsordningen. Det skal vi tage med i det hele,« siger han.

Oprindeligt var det planen, at revurderingen af vaccinerne fra AstraZeneca og Johnson & Johnson skulle være klar i denne uge. På pressemødet oplyste Søren Brostrøm, at den var klar enten denne eller næste uge.

Den seneste udgave af vaccinationskalenderen er fra 1. juni. Her ventes det, at de sidste målgrupper har fået deres sidste stik i uge 36 i september.

Torsdag kunne Søren Brostrøm oplyse, at Sundhedsstyrelsen anbefaler, at der derefter skal tilbydes vacciner til de 12- til 15-årige. Det vil betyde, at omkring en kvart millioner vil skulle vaccineres fra september.

For nuværende bliver alle danskere ned til 16 år tilbudt en vaccination i programmet for massevaccination af befolkningen i Danmark.

/ritzau/