Den ungarske forfatter Laszlo Krasznahorkai, der torsdag blev tildelt Nobelprisen i litteratur, er en "fjende af punktummet".

Det siger Peter Thiesen, der er forlægger på forlaget Sisyfos, der udgiver ungarerens bøger på dansk.

- Han er kendt for sine helt ekstremt lange sætninger, fordi han mener, at punktummet er en skriftlig konstruktion. Han synes, at kommaet minder mere om den måde, vi taler på, siger han.

Den ungarske forfatter udgav i 2021 "Herscht 07769" - en 400 sider lang bog uden et eneste punktum.

Ifølge The Guardian har Krasznahorkai tidligere udtalt, at punktummet "tilhører Gud og ikke mennesket".

Forlaget Sisyfos har blandt andet udgivet Krasznahorkais debutroman, "Santantango", og værket "Modstandens Melankoli". Begge blev nævnt i komitéens motivering, da den ungarske forfatter torsdag blev tildelt Nobelprisen.

Han er af den amerikanske kritiker Susan Sontag blevet kaldt "mesteren af apokalypser", og særligt hans tidlige forfatterskab er meget "mørkt", siger Peter Thiesen.

- Der er en grundlæggende pessimisme og mistro i hans bøger. Men samtidig er der en virkelig sort og absurd humor, der får det hele til at glide ned.

- Han er ret dygtig til at skrive dystopisk på en måde, hvor man samtidig bevarer håbet, lyder det fra forlagschefen.

Peter Thiesen er ikke overrasket over, at ungareren har modtaget den prestigefyldte pris.

- Han lever i hvert fald op til de klassiske dyder, der gør en forfatter værdig til en Nobelpris. Han har et stilistisk og formmæssigt udtryk, der er helt sit eget.

Forlæggeren har selv mødt den ungarske forfatter for et par år siden, og det var en meget positiv oplevelse, fortæller han.

- Han er et af de meste belevne og opmærksomme mennesker, jeg har mødt. Han var utrolig opmærksom og løftede folks stole ud og hentede dessert til dem, siger Peter Thiesen.

Med Nobelprisen modtager 71-årige Laszlo Krasznahorkai også en præmiesum på 11 millioner svenske kroner, svarende til cirka 7,5 millioner danske kroner.

/ritzau/