Ulvebestanden vokser mens antallet af angreb på husdyr falder
Antallet af ulvedræbte får og lam er faldet 25 procent fra første halvår af 2025 til samme periode i år.
Antallet af ulvedræbte får og lam er faldet 25 procent fra første halvår af 2025 til samme periode i år.
Selv om ulvebestanden er voksende, er antallet af registrerede ulveangreb på husdyr faldet fra første halvår af 2025 til første halvår af 2026.
Det skriver JydskeVestkysten på baggrund af nye tal fra Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø (SGAV).
Fra januar til juni 2025 blev der registreret i alt 116 ulveangreb på husdyr. Disse angreb kostede 806 får og lam livet.
I samme periode af 2026 var antallet af angreb opgjort til 108. I alt 593 får og lam havnede i denne periode i kløerne på ulve.
Det svarer til en nedgang på 25 procent.
Det skal sammenholdes med, at ulvebestanden steg fra 42 registrerede ulve i foråret 2025 til 49 ulve i foråret 2026.
Meldingen om færre ulvedræbte får og lam vækker glæde hos fåreavler Torben Kousgaard fra Varde.
Han har selv fået opstillet såkaldt ulvesikret hegn, som er hegn med ekstra strømførende tråde, der skal gøre det mere besværligt for ulve at forcere hegnet.
- Jeg har en fornemmelse af, at ulvehegnet har en effekt. Men der er ikke nogen dokumentation for, hvor stor den effekt er, for ingen ved jo, hvor mange gange ulven prøver og bliver afvist, siger han til JydskeVestkysten.
Man har siden 2017 kunnet søge om tilskud til at sikre husdyrhegn mod ulveangreb.
Den seneste pulje med 38 millioner kroner til formålet lukkede i februar, men der kom ansøgninger for næsten det dobbelte beløb.
Minister for natur og dyrevelfærd Christian Rabjerg Madsen (S) har bebudet, at en ny runde med puljemidler åbner til efteråret.
Ulvesikret hegn er dog ingen garanti for, at ulve ikke forcerer det.
Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø oplyste 23. juni til DR, at der sidste år var ti registrerede ulveangreb bag ulvesikret hegn og indtil videre fem angreb i år.
Man kan få kompensation for de skader, ulve forvolder på husdyr, hvis Naturstyrelsen konkluderer, at der er tale om ulveangreb.
RITZAU