Opdateret

Ulovligt salg af tobak til børn og unge: Mindre end én ansat skal kontrollere tusindvis af butikker

Ved Folketingets åbning lovede sundhedsministeren bål og brand til de butikker, der ulovligt sælger tobak til mindreårige. Reelt er der afsat 0,7 årsværk til kontrol i hele landet.

Liselotte Sabroe

Et bredt flertal i Folketinget vil gøre det sværere for unge at købe cigaretter, og sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) går forrest.

»Det er vigtigt for regeringen at sende et signal til butikkerne om, at det ikke er ’gratis’ at overtræde forbuddet,« sagde sundhedministeren, da hun præsenterede sin del af regeringens lovpakke i oktober og varslede store bøder på op til 40.000 kr. og muligheden for helt at tage licensen til at sælge tobak fra butikker, der ikke overholder loven.

»Forhandlere kan risikere kontrol og store bøder, hvis de bliver taget i at sælge til mindreårige,« advarede sundhedsministeren.

Men den omtalte kontrol af alle butikker i hele landet skal foretages af mindre end en fuldtidsstilling. Helt præcist er der afsat 0,7 årsværk til at kontrollere salg af både alkohol og tobak til mindreårige i butikker i hele landet, når opgaven efter planen tildeles Sikkerhedsstyrelsen i Esbjerg.

Det fremgår af et svar fra sundhedsminister Ellen Trane Nørby i Folketingets Sundhedsudvalg.

»I Bedre Balance II er der afsat en ramme på 0,7 årsværk til Sikkerhedsstyrelsens alderskontrol. Inden for denne ramme forventer Sikkerhedsstyrelsen at udføre anonyme alderskontrolbesøg hos 200 detailbutikker om året,« skriver Ellen Trane Nørby.

Svaret overrasker Enhedslistens sundhedsordfører, Stine Brix, som stillede spørgsmålet til sundhedsministeren.

»Vi synes, at det er meget, meget lidt at sætte af til kontrol af salg af tobak til mindreårige. Der er en risiko for, at et ellers godt forslag ikke får nogen som helst betydning, fordi der reelt ikke vil være nogen kontrol,« siger Stine Brix.

»Man laver et forslag, som bliver meget symbolsk, og det er en skam, for vi har set rigtigt mange eksempler og har god dokumentation for, at forbuddet mod at sælge til mindreårige bliver brudt i meget stor stil,« siger sundhedsordføreren.

»Hverken mere eller mindre«

Medier som DR og Politiken har gang på gang lavet stikprøvekontroller, der viser, at det er meget let for unge at købe cigaretter uden at vise ID.

Ifølge Dansk Erhverv er der ca. 5.000 butikker i Danmark, som sælger tobak, og dertil kommer restaurationsbranchen.

Sikkerhedsstyrelsen har ikke lyst til at kommentere sagen, men oplyser, at deltidsstillingen på 0,7 årsværk skal dække både anonym kontrol af salg af tobak til mindreårige og anonym kontrol af salg af alkohol til mindreårige.

Alkohol og Samfund undersøger jævnligt, om butikker sælger alkohol uden at bede om ID. Så sent som 2. november – den såkaldte J-dag, hvor Tuborgs juleøl bliver frigivet – sendte foreningen to 13-årige piger i byen efter øl, og 10 ud af 11 butikker glemte at spørge dem om ID.

Socialdemokratiets sundhedsordfører, Flemming Møller Mortensen, vil derfor gå meget længere end sundhedsministeren og foreslår, at der sættes 20 mio. kr. af til anonym kontrol med salg af tobak og alkohol til mindreårige.

Det har ikke været muligt at få et interview med sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V). Istedet har Berlingske modtaget et skriftligt svar fra ministeren:

»Tidligere var det politiet alene, der kontrollerede om butikkerne overholdt aldersgrænsen ved tobakssalg. Nu ligger den opgave også hos Sikkerhedsstyrelsen, som årligt laver 750 kontroller af tobak, og som i tilknytning til dem i fremtiden vil lave ca. 200 anonyme alderskontroller. Så vi får de facto en bedre kontrol. Samtidig bliver det dyrere, hvis butikkerne bliver taget i at overtræde loven, og de kan miste retten til at sælge. Men de indsatser skal ikke ses isoleret. Vi har også indgået et tobaks-partnerskab med detailbranchen, hvor butikkerne forpligter sig på bedre uddannelse af kassemedarbejderne. Så der er meget mere fokus på aldersgrænserne end der har været tidligere«, udtaler Ellen Trane Nørby i en mail.