Mens Lars Løkke Rasmussen på intet tidspunkt forsøgte at ændre opfattelsen af sig selv som en brutal politisk håndværker med laster og menneskelige fejl til overflod, »jeg er tro mod det, jeg tror på«, som han sagde, så fremstod Mette Frederiksen under hele valgkampen langt mere kontrolleret. Når Løkke pludselig affejede sin egen regerings politik gennem fire år, så var det i overensstemmelse med opfattelsen af en mand, der gjorde alt for magt. Dem, der var uenige i linjen, kunne stemme på andre, som for eksempel politisk kommentator og medlem af Venstre Jarl Cordua proklamerede, at han ville.
Mette Frederiksen derimod ville både tale for mere frihed til offentligt ansatte og affærdige hele Løkkes sundhedsreform, alene fordi hun opfattede den som centralisering samtidig med, at hun stod i spidsen for et historisk topstyret parti, hvor selv garvede ordførere skulle spørge om lov til at mene noget. Hun kørte partiet stik mod sine intentioner for landet. Alligevel var hendes hovedbudskab, hver gang journalister forsøgte at konfrontere noget konkret frem om hendes politik, at man skulle stole på hende.
