Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) og andre ministre har lagt vægt på, at færgen fra Udrejsecenter Lindholm skal have høje billetpriser og sejle så sjældent som muligt. Nu viser et notat til Folketingets retsudvalg imidlertid, at færgedriften mellem den kommende udrejseø og Kalvehave på fastlandet vil bestå af flere daglige afgange – og de beboere, som ikke har økonomien til en »jævnlig« overfart, vil »suppleres af en dispensations- eller tilskudsordning«.

»Færgeafgangene skal med andre ord tilrettelægges sådan, at beboerne har reel mulighed for at benytte adgangen til at forlade øen, herunder i længere sammenhængende tidsrum,« fremgår det af notatet, som er udfærdiget af Justitsministeriet samt Udlændinge- og Integrationsministeriet.