Noget af det største i livet er at blive forælder. Men graviditeten, fødslen og barslen kan være udfordrende.
Vigtigt for en vellykket familieforøgelse er, at der på fødeafdelingen er tilstrækkeligt med personale.
Og her viser en opgørelse fra Danske Regioner, at antallet af jordemødre, sygeplejersker og social- og sundhedsmedarbejdere er steget de seneste år.
I 2021 var der 3200 årsværk. I 2024 var der 3603.
Det er en stigning på 403 årsværk. Et årsværk svarer til en fuldtidsansat.
Heraf tegner jordemødrene sig for 215 af de 403 nyansatte.
Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) kalder i en pressemeddelelse udviklingen for en god nyhed.
- Vi har tidligere hørt, at det har været svært for fødeafdelingerne at holde fast i medarbejderne og tiltrække nye. Den udvikling ser nu heldigvis ud til at være vendt. Så det er virkelig en god nyhed.
Kritikken af fødselshjælpen tog fart i 2021.
Nybagte forældre, særligt i hovedstadsområdet, fortalte om kaotiske fødsler, hvor de på grund af jordemodermangel havde været alene på fødestuen i lange perioder.
Andre oplevede, at der ikke var plads på det hospital, hvor det var planlagt, at de skulle føde. De måtte derfor akut overflyttes til et andet.
Kritikken udløste i 2022 en politisk aftale, "En god start på livet", der blandt andet skulle sikre mere personale.
Både på fødeafdelingerne og på de afdelinger, hvor gravide går til kontrol, mærker jordemødrene, at de har fået flere kolleger.
Det fortæller Lis Munk, der er landsforkvinde i Jordemoderforeningen.
- Arbejdsdagen på afdelingerne er blevet mere attraktiv, og det gør, at flere har lyst til at blive. Det betyder samtidig, at det er blevet nemmere at rekruttere nye jordemødre.
I foreningen Forældre og Fødsel, der arbejder for at forbedre vilkårene for gravide og nybagte forældre, er indtrykket, at der trods forbedringer stadig er travlt på fødeafdelingerne.
- Vi får ikke længere henvendelser fra kvinder, der er blevet afvist på fødegangen.
- Men mange oplever, at jordemødrene - selv om de gør deres bedste - ikke altid har tid til at give informationer og skabe den tryghed og kontinuitet, man som fødende har brug for, siger forkvinde Signe Amalie Pålsson Nordsted.
Aftalen fra 2022 blev i 2024 fulgt op med en ny aftale, der blandt andet har sat et mål om, at flere skal føde med den jordemoder, der har fulgt dem i graviditeten.
/ritzau/