Udvikling i 9. klasses eksamenskarakterer vækker bekymring
Flere af eleverne havner i bunden af karakterskalaen til 9. klasses eksamener - og færre ender i toppen.

Flere af eleverne havner i bunden af karakterskalaen til 9. klasses eksamener - og færre ender i toppen.

Andelen af elever, der får bundkarakterer til 9.-klasses afgangseksaminer, er steget. Samtidig er andelen, som får topkarakterer, faldet.
Det viser en undersøgelse fra Dansk Erhverv.
Undersøgelsen kigger på udviklingen i de bundne afgangsprøver fra 2019 til 2025.
Tendensen ses i gennemsnit på tværs af alle fag, men det ser værst ud i dansk og matematik. Især i to prøver er tendensen tydelig.
For læseprøven i dansk er andelen af karakterer på 02 eller derunder steget fra 17,2 procent i 2019 til 29,5 procent i 2025.
Samtidig er andelen, der får 10 eller 12, næsten halveret fra 22,4 til 11,4 procent.
Tendensen er også tydelig i matematik, særligt i prøven med hjælpemidler. Her er andelen af lave karakterer steget fra 11,8 til 18,9 procent.
Tallene vækker bekymring hos Dansk Erhverv.
- Vi ser altså en bekymrende udvikling, hvor meget tyder på, at eleverne klarer sig dårligere end tidligere.
- Det er et alvorligt problem, der kræver politisk handling, siger Mads Eriksen Storm, der er uddannelses- og forskningspolitisk chef i Dansk Erhverv i en pressemeddelelse.
I Jyllands-Posten udtrykker Danske Skoleelever og Danmarks Lærerforening ligeledes bekymring.
Ifølge formand for Danmarks Lærerforening Gordon Ørskov Madsen er der tale om en "trafikulykke i slowmotion".
Han peger på investeringer i folkeskolen som den afgørende løsning.
- Jeg kan ikke se, hvordan vi skal kunne lykkes bedre, hvis ikke vi som samfund vil investere i folkeskolen, siger han til Jyllands-Posten.
Som modsvar til det faldende faglige niveau i både bund og top fremlagde Dansk Erhverv og Danske Skoleelever tidligere i maj et nyt folkeskoleudspil kaldet "Alle skal blive så dygtige, som de kan".
Udspillet går blandt andet ud på, at der skal være flere voksne i klasserne, og at der bør investeres i videreuddannelse og opkvalificering af lærerne i skolen.
/ritzau/