Udsendte soldater og deres familier får fri entré til Tivoli på flagdag
Chefen for Hærkommandoen kalder gratis adgang til forlystelsespark for en styrket anerkendelse af udsendte.

Chefen for Hærkommandoen kalder gratis adgang til forlystelsespark for en styrket anerkendelse af udsendte.

Når der 5. september er flagdag for Danmarks udsendte soldater, er der en ekstra bonus for soldater, der har været udsendt inden for det seneste år, og som deltager i paraden på Christiansborg Slotsplads.
De og deres familier tilbydes nemlig gratis adgang til forlystelsesparken Tivoli efter paraden. Det skriver Forsvaret på sin hjemmeside.
Adgangen omfatter turpas til parkens forlystelser for hele familien, og både adgang og turpas stilles kvit og frit til rådighed af Tivoli.
Chef for Hærkommandoen Peter H. Boysen glæder sig over, at Forsvaret har fået "mulighed for at styrke anerkendelsen af vores udsendte og deres pårørende".
- En international udsendelse indebærer belastning, usikkerhed og afsavn, og derfor er det dejligt, at vi sammen med Tivoli kan give familierne rammerne for en fælles, hyggelig afslutning på flagdagen, siger Peter H. Boysen.
For at gøre det praktisk muligt for veteranerne at udnytte muligheden for en tur i Tivoli tilbyder Forsvaret deltagerne overnatning på udvalgte hoteller i København både før og efter flagdagen.
Forsvaret tilbyder også at dække udgifterne til transport, fremgår det.
Tidligere udsendte med veterankort har på flagdagen også gratis adgang til Tivoli, men deres adgang omfatter ikke pårørende og turpas til forlystelserne.
Flagdagen er blevet afholdt hvert år siden 2009. Formålet er at hædre og anerkende de mænd og kvinder fra Forsvaret og andre myndigheder, der har været udsendt for Danmark.
Dagen markeres med officielle arrangementer i København for de soldater, der har været udsendt siden den seneste flagdag, og lokale arrangementer landet over for tidligere udsendte.
RITZAU