De danske myndigheder har opfordret alle med sundhedsfaglig baggrund til at melde sig under fanerne i kampen mod coronavirus.
Nu er der givet grønt lys til, at også udlændinge, der er her for at arbejde, kan få lov at give en hånd med - på frivillig basis.
Det oplyser Udlændinge- og Integrationsministeriet i en pressemeddelelse.
Meldingen er møntet på borgere fra lande uden for EU, der arbejder i Danmark og har en sundhedsfaglig baggrund.
De kan dermed få lov at hjælpe de danske myndigheder under udbruddet af coronavirus ved siden af det job, de har i Danmark.
Det kan også gælde udlændinge, som for eksempel er i Danmark som ph.d.-studerende.
Myndighedernes vurdering er, at de gerne må udføre frivilligt arbejde, som normalt ellers er lønnet.
»Vi skal alle gøre, hvad vi kan, for at hjælpe hinanden i den nuværende situation,« siger udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S).
»Sundhedsvæsenet er presset, og regionerne har højt og tydeligt sagt, at de mangler hænder.«
»Jeg er derfor glad for, at det er muligt for udlændinge med en sundhedsfaglig baggrund at melde sig til at udføre ulønnet frivilligt arbejde i sundhedsvæsenet, mens corona-situationen står på«, siger han i pressemeddelelsen.
Landets fem regioner, der driver sundhedsvæsenet, har oprettet jobbanker, hvor frivillige kan melde sig.
/ritzau/


