Udbrud af sydafrikansk variant i københavnsk kvarter – nu vil myndighederne stemme dørklokker og rundsende sms til borgere

Alle tæt på udbrud af smitsom virusvariant bør lade sig teste i weekenden, siger københavnsk borgmester. Borgere vil modtage en sms, ligesom myndighederne vil stemme dørklokker.

 
En genåbning af Danmark er i gang. Få overblikket over seneste nyt om situationen her. Video: DR, Reuters/Ritzau Scanpix. Redigering: Kristina Finne. Fold sammen
Læs mere

Der er udbrud med en sydafrikansk virusvariant – virusvarianten B.1.3.5.1 – i Nordvest-kvarteret i København. Alle borgere tæt på udbruddet bør testes i weekenden. Det gælder et område, der betegnes som trekanten mellem vejene Glasvej, Frederiksborgvej og Frederikssundsvej.

Det er beskeden fra sundheds- og omsorgsborgmester Sisse Marie Welling (SF) i en pressemeddelelse, som Københavns Kommune har sendt ud fredag aften.

»Den sydafrikanske variant må for alt i verden ikke få lov til at sprede sig i København,« lyder hendes indtrængende besked.

»Derfor er det nu helt afgørende, at borgerne i Nordvest viser samfundssind ved at lade sig teste hurtigst muligt, så vi kan stoppe spredningen med den meget smitsomme variant,« siger hun i meddelelsen.

Berlingske har været i kontakt med Københavns Kommune, der oplyser, at der er tale om »under ti smittetilfælde« i det aktuelle udbrud af coronavarianten. De smittede fordeler sig ifølge Anette Lykke Petri, direktør i Styrelsen for Patientsikkerhed, på to husstande. Der er ifølge hende tale om mellem to og ni smittede personer.

Borgere, der bor i området, vil modtage en sms med besked på, at de bør lade sig teste. Beskeden fra myndighederne er, at man skal blive hjemme, indtil man har et negativt coronasvar. Desuden vil myndighederne stemme dørklokker, uddele flyers og annoncerer massivt på sociale medier..

»Vi bliver nødt til at reagere lynhurtigt. Og vi skal som kommune sikre, at alle modtager budskabet om at blive testet,« lyder det videre fra Sisse Marie Welling.

Den sydafrikanske coronavariant regnes af de danske myndigheder for at være langt mere smitsom end den oprindelige variant. Der er også set tegn på, at den er mindre følsom overfor vaccine. Virusvarianten blev første gang påvist i Sydafrika i oktober sidste år.

Tidligere denne uge meldte myndighederne ud, at der var konstateret 13 tilfælde af smitte med varianten. Det tal stiger nu i lyset af udbruddet i Nordvest.