Den udbredte kvindesygdom polycystisk ovariesyndrom, PCOS, der er blandt de hyppigste årsager til infertilitet, skifter navn.

Fremover kommer betegnelsen internationalt til at lyde polyendokrint metabolisk ovariesyndrom, forkortet PMOS.

Navneændringen er præsenteret på en lægefaglig konference i Prag tirsdag, skriver Reuters.

Det nye navn er valgt af en bred kreds af både patienter, klinikere og organisationer. Det skal i højere grad afspejle sygdommens "vidtrækkende hormonelle virkninger", skriver Reuters.

Lidelsen rammer 170 millioner kvinder på verdensplan. Det svarer til, at omkring hver ottende kvinde primært i den fødedygtige alder er ramt.

Sygdommen er forbundet med overproduktion af mandligt kønshormon fra æggestokkene. Det kan resultere i unormal hårvækst på krop og ansigt.

Desuden oplever patienter ofte menstruationsforstyrrelser i form af få eller slet ingen menstruationer.

Omkring seks ud af ti kvinder med PMOS er overvægtige, skriver sundhed.dk. Sygdommen er "delvis" arvelig.

Navnet polycystisk ovariesyndrom kan få kvinder og behandlere til fejlagtigt at forbinde sygdommen med ovariecyster på æggestokke. Men det er ikke nødvendigvis til stede hos alle patienter med PMOS, lyder det.

For de fleste er den nødvendige behandling at gå ned i vægt, skriver sundhed.dk.

- Hvis kvinden taber sig 5-10 procent i vægt, vil det tit bidrage til at normalisere ægløsningerne og således bedre mulighederne for at opnå graviditet uden fertilitetsbehandling, fremgår det.

Navneændringen er allerede sat i værk, så den nye beskrivelse i løbet af de næste tre år er indfaset i sundhedssystemer, internationale retningslinjer og i lægefaglige uddannelser.

/ritzau/