Udbredt influenzasmitte kan snart have toppet

Ved udgangen af uge 11 var omkring 250 indlagte patienter, som var smittet med influenza.

Næsten 30 procent af de danskere, der blev tilbudt en influenzavaccine i efteråret valgte at tage imod den. Kristian Djurhuus/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Antallet af smittede og indlagte med influenza vil snart nå sit højdepunkt. Derefter vil der ske et fald i antallet af smittede med virusset.

Det skriver Sundhedsstyrelsen i en statusrapport fredag.

Mens antallet af registrerede smittede med coronavirus har været faldende gennem flere uger, er antallet af registrerede med influenza stigende.

Ved udgangen af uge 11 havde cirka 250 af de indlagte på landets hospitaler influenza. Heraf vurderer Sundhedsstyrelsen, at omkring 150 er indlagt på grund af influenza.

Sundhedsstyrelsen vurderer, at smitten med influenza vil falde af flere årsager.

Der var i efteråret 2021 en højere tilslutning til influenzavaccinen end de tidligere år. Næsten 30 procent af dem, der blev tilbudt en vaccine mod influenza, valgte at tage imod den. Tidligere har tilslutningen ligget mellem 10-23 procent.

Som en anden årsag fremhæver Sundhedsstyrelsen, at foråret har gjort sit indtog.

»Det er ikke uventet, at influenza blusser op som følge af to år med milde influenzasæsoner.«

»At influenzasæsonen kommer senere end normalt og ind i foråret betyder dog, at vi rykker mere udenfor og smittekæderne bliver lettere brudt,« siger enhedschef i Sundhedsstyrelsen Bolette Søborg i en pressemeddelelse.

Selvom rekordmange valgte at tage imod vaccinen i efteråret, var fordelingen skæv blandt aldersgrupperne.

83 procent af beboere på plejehjem og 78 procent af 65-81-årige tog imod en vaccine. Det glaldt kun 28 procent af sundheds- og plejepersonalet og 30 procent af børnene mellem to og seks år.

Sundhedsstyrelsen opfordrer til, at danskerne holder fast i rådene mod forebyggelse af smitte, som de kender fra coronaepidemien.

Rådene lyder blandt andet på, at man bør blive hjemme, hvis man er syg eller har symptomer på sygdom. Hvis man skal hoste eller nyse, er det bedst at gøre det i ærmet, og man bør vaske hænder tit eller bruge håndsprit.

/ritzau/