På søndag finder den første rigtige styrkeprøve sted, når statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, står over for hinanden i en direkte tv-duel.
Det sker i programmet 21 Søndag med Kåre Quist som vært.
Det er dog ikke ham alene, der skal finde på spørgsmålene. Seerne opfordres til at sende spørgsmål til kandidaterne til DR, når valgkampen tyvstartes.
Valget er endnu ikke udskrevet, men skal finde sted senest 17. juni, og flere gætter på, at det vil blive udskrevet, så det falder sammen med valget til Europa-Parlamentet den 26. maj.
I partiernes kampagneorgansisationer ligger der mange overvejelser bag om, hvorvidt man skal stille op til denne type dueller. Det har tidligere i historien haft stor betydning for den enkelte kandidat, om denne har klaret sig blændede godt eller har dummet sig.
DRs politiske korrespondent Uffe Tang siger til DR-Nyheder:
»Hvis man klarer sig dårligt, ikke er ordentligt forberedt eller ikke kan svare på de spørgsmål, der bliver stillet, så slår det hårdt tilbage. Derimod vinder man slet ikke lige så meget, hvis man klarer sig godt.«